Skød hestemaleri ned med oversavet jagtgevær

Lørdag aften blev der affyret to skud fra et oversavet jagtgevær mod et hestemaleri i Allerup Forsamlingshus.

En mand på 42 år fra Allerup ved Odense risikerer en fængselsdom på op til et år, efter at han lørdag aften affyrede to skud med et oversavet jagtgevær inde i Allerup Forsamlingshus.

Selv om der var et større antal jægere til stede i lokalet, kom ingen noget til. Det gjorde derimod et maleri af en hest, som hang på endevæggen.

Den 42-årige har ikke jagttegn og havde kun deltaget i den forudgående jagt som traktorchauffør for jægerne. Søndag formiddag bliver han fremstillet i et grundlovsforhør, sigtet for ulovlig våbenbesiddelse, oplyser vagtchefen hos Fyns Politi, Jesper Pedersen.

- Et oversavet jagtgevær er et meget farligt våben, som man ikke må besidde under nogen omstændigheder. At han affyrer det indendørs er naturligvis en skærpende omstændighed, siger Jesper Pedersen.

Under middagen, hvor der var rigeligt med våde vare, jokede nogen af jægerne med, om de ikke skulle tage og skyde hesten på maleriet. Den 42-årige tog tilsyneladende spøgen alvorligt.

Han forlader festen og vender et øjeblik senere tilbage med en jordemortaske.

- Så stiller han sig op og råber ud i lokalet: Skal jeg skyde hesten? Selskabet griner, og råber ja. Det gentager sig nogle gange, og så tager han et oversavet jagtgevær op ad tasken og skyder hesten to gange, fortæller Jesper Pedersen.

Skuddene ødelægger den gode stemning og udløser et større skænderi, som får den 42-årige til at forlade festen. Kort efter bliver han anholdt af politiet.

Oversigt

    Oversigt