I det fynske folks tjeneste

Skød betjent: Black Army-medlem idømt seks års fængsel

Det 21-årige Black Army-medlem fik i dag en fængselsstraf på seks år for at have skudt en fængselsbetjent. Den 35-årige tidligere Black Army-leder slipper dog med ti måneders fængsel.

00:31

Video: Ole Holbech

Seks år. Så mange år skal det 21-årige bandemedlem bag tremmer for at have skudt en fængselsbetjent fra Nyborg Fængsel i benet. 

Derudover skal han betale 392.514 kroner i erstatning til betjenten. 

- Jeg er skuffet over, at min klient er blevet fundet skyldig, men omvendt synes jeg, at det er positivt, at retten har valgt at nedjustere denne her sag, fortalte Janus Malcolm Pedersen til TV 2/Fyn inden strafudmålingen. 

Når du forsvarer en person, som selv erkender, at han har været leder af Black Army, så starter du altid lidt bag målstregen. 

Michael Juul Eriksen, forsvardsadvokat for den 35-årige

Den 35-årige, der er tidligere Black Army-leder, er frifundet for medvirken til skyderiet. Han er dog fundet skyldig i at have stjålet flugtbilen og for at sætte ild til bilen efterfølgende. Det skal han nu bag tremmer for i ti måneder. 

- Jeg er meget tilfreds med dommen. Det er der ingen tvivl om. Han er frifundet for vold mod den her betjent og for alt, hvad der hedder våben, og så er han dømt for tyveri af bilen, som han har erkendt, sagde forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen inden strafudmålingen. 

Den 35-årige er ifølge hans forsvarsadvokat også selv tilfreds med, at han er frifundet for skyderiet.

Læs også Pistolmand skød betjent i benet fra klos hold

Anklageren havde lagt op til, at den 21-årige fik seks års fængsel oveni en tidligere ikke-afsonet straf, og at den 35-årige skulle få mellem 12 og 18 måneders fængsel. 

Forsvareren så derimod, at den 21-årige fik mellem to og to et halvt års fængsel, mens den 35-årige fik seks måneder på trods af, at han mener, det har været en svær sag. 

- Når du forsvarer en person, som selv erkender, at han har været leder af Black Army, så starter du altid lidt bag målstregen. Det gør det svært, men heldigvis kom vi i mål, fortalte forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen til TV 2/Fyn i formiddags. 

Betjent blev skudt på klos hold

Retssagen, hvor de to mænd har været tiltalt, har kørt ved Retten i Svendborg siden den 4. september. 

Den 21-årige mand førte ifølge anklageren pistolen og affyrede skuddene mod fængselsbetjenten. 

Sent på aftenen 12. juli 2016 var den 36-årige fængselsbetjent på vej på arbejde i Nyborg Fængsel. Han havde netop parkeret sin cykel i et skur og stod og så på sin mobiltelefon, da han hørte en lyd bag sig.

Da han vender sig om, står der en maskeret ung mand op ad en bil og peger på ham med en pistol.

Betjenten blev truet til at lægge sig ned på asfalten, men inden han når at reagere, bliver han ramt i benet og falder mod jorden.

Da han ligger der, bliver han på klos hold skudt i benet endnu en gang med en ni millimeter-pistol.

Det er endnu usikkert, om de to bandemedlemmer vil anke dommen. Den 21-årige udbeder betænkningstid.