Skole erkender fejl i sag om vold mod 11-årig elev

En lærervikar begik angiveligt vold mod flere elever på Hunderupskolen. Forældrene blev ikke tilkaldt, og skolen erkender, at det var en fejl.

Hunderupskolen i Odense har orienteret alle skolens forældre om en sag, hvor en lærervikar er blevet politianmeldt for vold mod flere elever på skolen.

Tirsdag aften valgte skolebestyrelsen på Hunderupskolen at fortælle, at der havde været en episode i december, som nu efterforskes af politiet. Ifølge forældrene til 11-årige Noah blev deres søn og en skolekammerat slæbt 30 meter, og der blev derefter taget hårdt fat i deres nakke og taget kvælertag. 

Efter episoden blev forældrene ikke tilkaldt eller kontaktet telefonisk, og skolebestyrelsen har tirsdag aften ifølge TV 2/FYNs oplysninger erkendt, at der er begået fejl i skolens håndtering af sagen.

Dokumentere skaderne

Forældrene kritiserede skolen for kun at kontakte dem via e-mail på forældreintra.

Hverken Hunderupskolen eller Børne- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune har opfordret forældrene til at dokumentere skaderne eller politianmelde sagen. Det gjorde Noahs forældre på eget initiativ.

Dagen efter overfaldet, der fandt sted i december, var den pågældende lærervikar fortsat på skolen. Først senere på dagen blev han fritaget fra tjeneste og indkaldt til en tjenstlig samtale.

Så langt er politiet med sagen

Til trods for kritikken fra forældrene har skolebestyrelsen fortsat fuld tillid til skolens ledelse.

Fyns Politi har efterforsket sagen, der ligger klar hos anklagemyndigheden. Det vides endnu ikke, om der vil blive rejst tiltale mod lærervikareren, som ikke har ønsket at tale med TV 2/FYN.

Skoleleder Helle Hjorth beklager sagen. På baggrund af sagen drøfter skolebestyrelsen på Hunderupskolen, hvilke retningslinier der eventuelt skal laves for at håndtere den slags sager fremover.

Oversigt

    Oversigt