Skole kæmper for livet: - Der er ikke mange skud tilbage i bøssen

To politikere forsøger at samle en bred vifte fynske folketingsmedlemmer til at redde HF og VUC på Langeland. Politikerne er allerede i gang, lyder det fra folketingsmedlem.

quote Der er adskillige politikere på kryds og tværs af partier, der allerede har opfordret til, at puljen bliver udmøntet så snart som muligt

Erling Bonnesen, medlem af folketinget, Venstre

Kampen for at redde HF og VUC på Langeland fortsætter. 

Det fortæller folketingskandidat Bjørn Brandenborg (S):

- Der er ikke mange skud tilbage i bøssen, men et af dem er folketingspolitikerne. 

Derfor har Bjørn Brandenborg sammen med næstforperson for Alternativet Jette Purup rettet henvendelse til en række fynske folketingsmedlemmer og folketingskandidater. 

HF OG VUC LUKKER PÅ LANGELAND​​​

- Vores arbejde består i at sikre, at HF og VUC på Langeland overlever. Det kræver, at politikerne hernede (på Langeland og Sydfyn, red.) følger med, forklarer den socialdemokratiske folketingskandidat. 

Bjørn Brandenborg håber sammen med Jette Purup, at de fynske folketingsmedlemmer vil lægge pres på undervisningsminister Merete Riisager (LA), så skolen på Langeland kan få del i en særlig pulje, der blev oprettet i forbindelse med Forberedende Grunduddannelse (FGU). 

På et åbent samråd 29. januar omkring lukningen af skolen fortalte Merete Riisager, at arbejdet med at fordele puljen går i gang 1. april. Men det er for sent, mener Bjørn Brandenborg.

Forberedende Grunduddannelse (FGU)

Derfor håber han, at brevet til de fynske politikere kan sætte skub i processen. 

Venstre-mand: Vi lægger allerede pres på

Én af mailmodtagerne er folketingsmedlem for Venstre Erling Bonnesen. Han mener ligesom Bjørn Brandenborg og Jette Purup, at det er ærgerligt, at skolen i Rudkøbing er indstillet til lukning. 

- Det er vigtigt, at der er uddannelsestilbud på Langeland for HF og VUC, understreger han. 

Men ifølge Erling Bonnesen er Bjørn Brandenborgs og Jette Purups opfordring spild af kræfter. Flere folketingspolitikere arbejder allerede nu for, at puljen kan blive fordelt. 

- Der er adskillige politikere på kryds og tværs af partier, der allerede har opfordret til, at puljen bliver udmøntet så snart som muligt, forklarer han og fortsætter:

- Der er for længst taget det initiativ, som de foreslår. 

Bjørn Brandenborg fastholder dog, at mailene til de fynske folketingsmedlemmer og kandidater er en god idé. 

- Ingen partier har. så vidt jeg ved, sagt, at de ikke bakker op om HF og VUC på Langeland. Derfor synes vi, at der skal følges op, fortæller han. 

Ifølge Erling Bonnesen skal forligskredsen bag FGU-reformen mødes i uge 8 for at drøfte udmøntningen af puljen.

Efter planen kan HF og VUC Fyn søge om del i puljen til april. 

Oversigt

    Oversigt