Lukning-light: Skole på Sydfyn reddet på stregen

Sent mandag eftermiddag meddelte borgmester Bo Hansen (S), at den lukningstruede skole i Gudbjerg vil blive reddet.

Stokkebækskolen på Sydfyn skal spare. Derfor var der indtil mandag eftermiddag risiko for at Gudbjerg-afdelingen skulle lukke.

Men kort før klokken 17.00 meddelte borgmester i Svendborg Kommune, Bo Hansen (S), til TV 2/Fyn, at han bringer sagen op i byrådet.

Hans indstilling er, at han ikke vil lukke afdelingen i Gudbjerg.

Der vil således være undervisning i Hesselager, Gudbjerg og Gudme, men der vil formentlig skulle lægges en ny kabale og flyttes årgange for fortsat at spare. Her vil Bo Hansen hente besparelser ved at flytte klasser.

Skolen i Gudbjerg er en underafdeling til Stokkebækskolen på Stokkehavevej i Gudme, og den ene af i alt tre små skoler, som rammes af besparelser. Den tredje er skolen i Hesselager.

Skolen i Gudbjerg var truet af lukning efter Svendborg byråd havde bedt skolens bestyrelse om at se på forskellige sparemodeller. Det gjorde bestyrelsen, og i to ud af tre mulige modeller, foreslog skolebestyrelsen at lukke Gudbjerskolen.

Havde byrådet valgt at følge skolebestyrelsen, ville det være et brud på det budgetforlig, der blev indgået i 2017.

I 2017 blev alle partier i Svendborg, med undtagelse af Enhedslisten, enige om et budgetforlig for årene 2018-2021. I budgetforliget står der: "... Der er enighed om at fastholde den nuværende skolestruktur og inden for den eksisterende ramme at finde en tildelingsmodel, der sikrer de enkelte skoler". 

Faktisk var forældre på skolen i Gudbjerg ved at samles for, at gå i fakkeloptog i protest med truslen om lukning af skolen. Men her kom borgmesterens udmelding dem i forkøbet.

Skolen huser i øjeblikket omkring 120 elever fra 0. til 6. klasse, og i stedet for total lukning af skolen vil borgmester Bo Hansen nu foreslå byrådet, at eleverne fra 0. til 3, klasse bliver i Gudbjerg, mens 4.-6. klasseseleverne flyttes.

Summen af borgmesterens udmelding er således, at Socialdemokraterne indstiller til byrådet, at alle tre skoler i Hesselager, Gudbjerg og Gudme bevares. Det vil sige, at 0. til 3. klasse skal gå i skole i Gudbjerg og Hesselager, mens 4. til 9. klasse skal gå i skole i Gudme.

 

Oversigt

    Oversigt