I det fynske folks tjeneste

Skole skulle lukke - nu skal den udvides

Med blot 141 elever stod Spurvelundskolen i udkanten af Odense Kommune til at blive nedlagt. Fem år senere er elevtallet vokset i en grad, så skolen nu skal udvides. Det skriver folkeskolen.dk.

Spurvelundskolen i Næsbyhoved-Broby dækker 0. til 6. klasse. På bare fem år er elevtallet vokset med over 50 procent.

- Vi var tæt på at blive nedlagt i 2010, fordi vi med 141 elever var en af kommunens mindste skoler. I dag har vi 225, så det var en god beslutning at bevare os. Det bakker politikerne op med bevillinger, for vi står til at blive udvidet for anden gang, siger skoleleder Kirsten Folkersen til folkeskolen.dk.

I 2012 blev Spurvelundskolen bygget om for 5,4 millioner kroner. Nu har Børn- og ungeudvalget og By- og kulturudvalget indstillet til byrådet, at skolen får bevilget 16,1 millioner kroner til en udvidelse, fordi der ikke længere er plads i skolens lokaler.

I 2010 overbeviste byen politikerne om, at Spurvelundskolen skulle have lov at bestå. Argumenterne byggede dengang på skolens særlige læreform, og så viste prognoserne, at der var udsigt til vækst i elevtallet, blandt andet fordi der er bygget flere parcelhuse i byen.

- Vi optager så godt som alle børn i distriktet, og fordi vi er en lille skole med et trygt miljø, tiltrækker vi børn fra både Nordfyns Kommune og fra andre skoler i Odense. Men jeg ville være at skarn, hvis jeg ikke også sagde, at vi også en god skole, siger Kirsten Folkersen til folkeskolen.dk.

Læs mere på Folkeskolen.dk

Ved du noget? Så send os et tip