I det fynske folks tjeneste

Skoledebat afgjorde deres valg - han er ude, hun er inde

Debatten om skolelukninger har haft stor indflydelse på de personlige stemmer i Assens Kommune. Politisk debutant blev belønnet med stort stemmetal.

00:38

Elmer Philipsen fra Socialdemokratiet er i dag ude for at pille valgplakater ned. Han må sige farvel til byrådet.

Socialdemokraternes Elmer Philipsen kan efter onsdagens fintælling af stemmer konstatere, at han ikke længere sidder i byrådet i Assens.

- Der er ingen tvivl om, at det var skolelukningerne. Og jeg sagde det allerede 22. februar, da vi traf beslutningen, at det kunne koste os stemmer. Men nu er jeg sådan indstillet, at jeg stiller ikke op til valg for at blive valgt. Jeg stiller op for at gøre en forskel. Og det kunne desværre ikke lykkes denne gang, siger Elmer Philipsen.

Jeg stiller ikke op til valg for at blive valgt. Jeg stiller op for at gøre en forskel. Og det kunne desværre ikke lykkes denne gang.

Elmer Philipsen, Socialdemokratiet

Elmer Philipsen var tilhænger af at lukke skoler som den mindst ringe løsning, og den beslutning står han ved i dag.

- Den anden model, som var alternativet, havde været meget værre. Nu er der heldigvis ikke nogen børn, voksne, lærere eller forældre, der finder ud af forskellen. Og det er godt, for det havde været langt værre, mener Elmer Philipsen og uddyber, at man så bare ville have spredt besparelserne ud på alle skolerne.

Elmer Philipsen fik 228 personlige stemmer, kun tre mindre end Berit Schaldemose, der kom ind i byrådet.

V-debutant blev belønnet i skoledebatten

I Ebberup kan Venstres Karin Christiansen være godt tilfreds. Hun har ikke været aktiv i politik før, men markerede sig i skoledebatten med sin holdning om at bevare skolerne og som fortaler for decentral skolestyring. Karin Christiansen blev opstillet som nummer syv på Venstres liste, men blev dén af partiets kandidater, der fik næstflest personlige stemmer, nemlig 612. Kun overgået af borgmesterens 4.223.

00:44 Luk video

- Det er lidt vildt. Det er nok skoledebatten, der har gjort det. Men jeg interesserer mig også stærkt for lokalsamfundet, som jeg er en del af, siger hun.

På spørgsmålet, om det ikke kan være for nemt at opnå stemmer, når man har stået udenfor byrådet og kritiseret beslutningerne indenfor, svarer hun, at der skal et andet fokus til.

Læs også Resultat - her er fintællingen fra Assens

- Jeg synes bare, det er vigtigt, at få vendt snakken om, hvad det er, vi vil med skolerne. Jeg har siddet i skolebestyrelsen i mange år, og jeg synes, der har været en tendens til kun at tale om besparelser, siger Karin Christiansen.

Karin Christiansen starter som byrådsmedlem 1. januar.