I det fynske folks tjeneste

Skoleelever på tur i ulovlig bus

En skoleklasse fra Svendborg har uden at vide det taget den 2200 kilometer lange tur fra Svendborg til Barcelona i en ulovlig bus.

2200 kilometer kørte 45 elever fra Haahrs Skole i Svendborg i en bus, der var fuld af fejl.

Bussen blev kasseret ved et syn den 27. marts, hvor der blandt andet blev fundet fejl på bussens bremser, men Oure Busservice sendte alligevel bussen til Barcelona med 45 elever fra Haahrs Skole i Svendborg.

Ifølge TV2/Fyns oplysninger er Oure Busservice nu blevet meldt til politiet. Men ifølge busselskabets ejer, Klaus Harnvig, er det "almindelig praksis i branchen".

Hos Svendborg Lokalpoliti, der har modtaget anmeldelsen, har man aldrig hørt noget lignende. Det fortæller Bent Peter Andersen, vicepolitikommissær til TV2/Fyn.

Efter planen skulle bussen også have kørt eleverne rundt i de spanske bjerge, men en anonym opringning til skolelederen på Haahrs Skole fik bremset den farlige buskørsel.

Oure Busselskab hævder, at bussen havde været til reparation.