I det fynske folks tjeneste

Skoleelever uddeler filmpris

Eleverne i 8.A. fra Vestre Skole i Odense kan i den næste uge krybe i ly for sol og varme. De skal tilbringe en stor del af deres tid i biografsalens mørke, hvor de skal bedømme film. Eleverne skal nemlig være ungdomsjury for Odense Internationale Film Festival 2003.

-

Eleverne i 8.A. fra Vestre Skole i Odense kan i den næste uge krybe i ly for sol og varme. De skal tilbringe en stor del af deres tid i biografsalens mørke, hvor de skal bedømme film. Eleverne skal nemlig være ungdomsjury for Odense Internationale Film Festival 2003.

Som et nyt tiltag har Odense Internationale Film Festival, der finder sted i dagene den 11.- 16. august 2003, udpeget en ungdomsjury.
Juryen skal uddele priser til bedste internationale og bedste danske film blandt specielt udvalgte filmprogrammer.
Prisen er i hver kategori på 7.500 kr.  

De unge skoleelever har forberedt sig grundigt. Klassen har været på studietur til Nordisk Film og FilmX i København, desuden er de hele foråret blevet undervist i film og filmhistorie af filmkonsulent Ulrich Breuning som en del af deres normale undervisning.

"Levende biller er en vigtig del af den tid, vi lever i. Derfor indgår filmmediet også i danskundervisningens pensum. På den her måde bliver undervisningen mere levende, da den kombinerer det praktiske og det teoretiske, og da eleverne skal bruge det til noget konkret. Vi har tydeligt mærket, at de har været meget engagerede. Samtidig har de udviklet sig meget under processen og er blevet mere ansvarsbevidste", siger  Birte Akselbo Knudsen, der er afdelingsleder på Vestre Skole. 

Klassen består i alt af 17 elever, men ikke alle 17 indgår i selve juryen. Fire af eleverne skal i stedet anmelde filmene til filmfestivalens hjemmeside. Andre fire skal undervejs optage en dokumentarfilm, der følger juryens arbejde.

Ved du noget? Så send os et tip