I det fynske folks tjeneste

Tragisk dødsfald i Børnehuset Solstrålen: Skoleleder beder om ro til sorgen

Der er brug for ro til at komme igennem tiden efter et barn fra Børnehuset Solstrålen onsdag døde af en bakterieinfektion.

Gislev Friskole og Børnehuset Solstrålen har brug for ro til at komme igennem sorgen, efter et barn onsdag døde af en bakterieinfektion. Foto: Ole Holbech

Børnehuset Solstrålen og Gislev Friskole har været lukket siden onsdag, da et barn døde af akut nyresvigt efter en infektion med en E colibakterie.

I en mail til TV 2/Fyn skriver institutions- og skoleleder på Gislev Friskole og Børnehuset Solstrålen, Maja Kvist, at der ikke er nogen grund til at tro, at infektionen er sket på skolen, men hun tager alle forbehold.

- Vi har i ledelsen vurderet, at det var det rigtige at lukke ned og få rengjort alt for at fjerne enhver potentiel smittefare. Skole og børnehus bliver i øjeblikket desinficeret af et professionelt firma, skriver Maja Kvist.

Læs også Skole og børnehave lukket: Barn død af bakterieinfektion

- Vi er alle i sorg

Både Gislev Friskole og Børnehuset Solstrålen åbner først igen på mandag, men fra i morgen kan skolen og børnehusets børn snakke om den tragiske oplevelse.

- Vi åbner for pasning og krisehjælp i morgen et andet sted. Vi vil gerne henstille til, at offentligheden respekterer, at vi alle er i sorg og har brug for ro til at komme igennem den næste tid, skriver Maja Kvist i mailen.

Dødsfaldet har været hårdt for både skole og børnehus, og det skal de have hjælp til at komme igennem.

- Vi understøtter personalet på stedet med psykologer, så børnenes sorg og spørgsmål kan rummes og besvares bedst muligt, udtaler Annette Friis Andersen, der er Forebyggelses- og sundhedschef i Faaborg-Midtfyn Kommune.

En svær tid for alle

Skole og børnehus holder løbende forældre informeret via interne beskedsystemer og er i dialog med forældre, der har spørgsmål.

- Styrelsen for Patientsikkerhed har udsendt vejledning til forældre og personale om, hvordan de skal forholde sig. Heldigvis er forældrene på en friskole og fri institution som vores altid i tæt dialog med personalet om deres børns velbefindende, skriver Maja Kvist i mailen til TV 2/Fyn.

Læs også Barn død af bakterieinfektion: Hold øje med blodig diarré og ondt i maven

Den kommende tid bliver hård for både børn, forældre og personale.

- Vores fantastiske personale har håndteret hele situationen meget flot, ligesom forældrene har det. Det er en svær tid for os alle, skriver Maja Kvist.