Skoleleder bekymret: Unge føler sig utrygge i Bogense

Skoleleder i Bogense vil have natteravne på gaderne. De unge har udtrykt, at de føler sig utrygge.

De lyser op i nattelivet i deres gule jakker med lommerne fulde af bolsjer og kondomer og favnen fuld af tryghed og omsorg. 

Og nu vil skolelederen på Bogense Skole have natteravne til at flyve rundt i byen. 

- Flere af vores unge mennesker gav udtryk for, at de manglede et ungdomshus - et sted, hvor de unge kunne være i aftentimerne og især i weekenderne. Og en af begrundelserne var, at de følte sig utrygge i lokalområdet, fortæller skolelederen Pia Brøndsted Jacobsen til TV 2/Fyn. 

Bogenses unge føler sig utrygge i byens gader. 

Og det er ikke kun de unge selv, der har givet udtryk for utrygheden i Bogense. 

- Jeg hører også, at enkelte forældre bekræfter, at det kan være utrygt for børn og unge her i Bogense. 

Skolelederen fik ideen til et natteravnekorps, da Bogense Skoles niende årgang havde projektopgave i uge tre. I løbet af ugen blev lederen opmærksom på, at der var et problem med utryghed i de ældste klasser, og det gjorde hende bekymret. 

- Det er selvfølgelig ikke en arbejdsopgave, som skolen egentlig skal løfte, men det er jo trods alt mine børn og unge, der giver udtryk for, at de er utrygge. 

Opbakning til de frivillige

Mulighederne for et natteravnekorps i Bogense bliver torsdag aften drøftet på et borgermøde klokken 17.30 på Bogense Skole, hvor en repræsentant fra Natteravnene vil komme og fortælle, hvad det vil sige at gå som en Natteravn. 

quote Skal det lykkes, kræver det en aktiv indsats af frivillige, som vil give en hånd med som natteravne.

Pia Brøndsted, skoleleder på Bogense Skole

- Jeg har inviteret til et borgermøde i aften, hvor lokale borgere skal være med til at sige, om de vil være med til at oprette et natteravnekorps, som skal færdes i aftnerne og weekenderne og skabe tryghed for vores børn og unge, fortæller Pia Brøndsted Jacobsen.  

Hun håber på, at der vil komme mange til mødet, så korpset kan komme i gang. 

- Skal det lykkes, kræver det en aktiv indsats af frivillige, som vil give en hånd med som natteravne. Det handler især om at lytte og tale med de unge, men naturligvis også at yde hjælp, hvis der er brug for det, siger Pia Brøndsted Jacobsen.

 

 

Oversigt

    Oversigt