Skoleleder sættes på plads i jødesag

Lederen af Humlehaveskolen i Vollsmose i Odense, Olav Nielsen er blevet indkaldt til samtale på kommunen, fordi han fraråder jødiske børn at gå på skolen.

Skoleleder Olav Nielsen fra Humlehaveskolen i Odense-bydelen Vollsmose er blevet sendt op på rådmandens kontor for at stå skoleret.

Det sker fordi han mandag over for Fyens Stiftstidende advarede jødiske børn mod at gå på skolen, fordi der er en stor overvægt af arabiske børn i klasserne. Men de udtalelser vil skolerådmand Jane Jegind (V) ikke tolerere, og Olav Nielsen er derfor blevet indkaldt til en samtale med kommunens skolechef på fredag.

- Det er uacceptabelt, at han kommer med de udtalelser. Folkeskolen er for alle uanset herkomst. Derfor tager vi nu en samtale med ham, så vi kan få slået det fast, og så er jeg overbevist om, at han er enig, når mødet er færdigt, siger Jane Jegind.

Olav Nielsen har siden udtalelserne forklaret, at han svarede på et hypotetisk spørgsmål, og at der aldrig har været jødiske ansøgere til skolen.

Oversigt

    Oversigt