Skoleløse børn ser på krybdyr

Terrariet i Vissenbjerg oplever for tiden en fordobling i besøgstallet på grund af de mange lockoutede skolebørn.

Mens skolerne er lukkede på grund af lockout, så strømmer børn og bedsteforældre til de fynske attraktioner.

- I hverdagene er der ikke så meget aktivitet herude i forhold til weekenderne, men vi kan godt mærke nu, at der nok har været en fordobling af besøgstallet, siger Morten Jørgensen, der er direktør hos Terrariet i Vissenbjerg.

- Så det er vi jo rigtig glade for, siger han.

Og der skal ske noget, når bedsteforældrene tager sig af de lockoutramte skolebørn.

- Vi skal køre gokarts senere, og så er vi taget herhen for at se nogle dyr, og vi skal måske også i biografen, siger Gabriel Zahid fra Holte.

Under lockouten har Terrariet indført rabat på børnebillet, og de laver ekstra fremvisninger.

- I den her forbindelse har vi valgt at lave nogle ekstra fremvisninger, hvor der kommer en dyrepasser eller biolog og fortæller om nogle meget spændende dyr, siger Morten Jørgensen.

Men på trods af eksotiske dyr og mange anderledes aktiviteter, så trækker skolen alligevel.

- Ja, for så kommer man jo til at se sine venner, siger Gabriel Zahid.

I første omgang er der ekstra fremvisninger indtil 12. april, men hvis lockouten varer ved, fortsætter terrariet med de ekstra fremvisninger.

Oversigt

    Oversigt