Skolen fik familien Jensen til at flytte 180 kilometer

Familien Jensen skiftede København ud med Nordfyn, men føler sig snydt af kommunen, der overvejer at samle kommunens skolelelever på fire storskoler.

Foran et hvidt parcelhus på en stille villavej i Otterup står til salg-skiltet. En orange "solgt"-mærkat er klistret hen over, men køberne er begyndt at fortryde deres køb.

Allerede nu er familien Jensens mindste medlemmer startet i Sletten Skole afdeling Nordvest på den anden side af ligusterhækken. Familien flyttede 180 kilometer fra København til Nordfyns Kommune for at undgå storklasser - men det er præcis, hvad forældrene Nina Hansen og Martin Jensen kan risikere, hvis kommunen gør alvor af at samle samtlige elever på fire storskoler. 

- 30 elever i en klasse er simpelthen ikke okay. Det kommer mine unger ikke til at opleve. Så må vi enten finde et privat alternativ eller finde et andet sted at bo, siger Martin Jensen.

Fortryder Nordfyn

Forslaget indgår som en del af et stort sparekatalog fra kommunens forvaltning. Bliver forslaget stemt igennem, vil skolebørn i Nordfyns Kommune skulle skifte skole afhængigt af klassetrin.

- Som tilflytter fortryder jeg i dag, at jeg valgte Nordfyn. Planen er faldet til jorden, siger Nina Hansen.

- Man flytter ikke til Nordfyn for storskolernes skyld. Det kan jeg få alle mulige andre steder, og så kan jeg lige så godt bo i byen, siger hun. 

Keld Hansen, formand for lokalrådet, er ligesom familien Jensen overrasket over, at Nordfyns Kommune overhovedet kan overveje at spare på skolerne.
Fotograf: Thomas Larsen-Bjerre

Kommunens politikere har endnu ikke besluttet, om forslaget skal vedtages, og skolen på den anden side af hækken kan forblive urørt - men det er bare, indtil kommunen igen skal finde steder at spare, frygter forældrene.

- Selvom det ikke bliver vedtaget til oktober, ligger forslaget der stadig. Hvornår kommer det næste sparekatalog, spørger Nina Hansen.

Overrasket og forbløffet

Formand for Lokalrådet, Keld Hansen, er ligesom familien Jensen forundret over, at Nordfyns Kommune overvejer at finde sparepenge på skoleområdet.

- Vi er meget overraskede over udspillet til sparekataloget. Vi har samarbejdet med kommunen om udvikling af landområderne, og da syntes vi, at kommunen havde en god forståelse for udviklingen. En beskæring af de lokale skoler vil betyde en beskæring af lokalområder, så vi er ret forbløffede, siger Keld Hansen.

Borgmester i Nordfyns Kommune, Morten Andersen (V), vil ikke udtale sig om sparekataloget, før samtlige høringsfaser er udløbet. Først derefter vil han give sin mening til kende. 

Oversigt

    Oversigt