Skoler vil kræve penge af elever

Skolerne har fået nok af, at elever sløser med at aflevere bøger, og vil have bedre mulighed for at inddrive penge. Biblioteksforening og forældre advarer.

En skolebog ender nemt blandt legetøjet på børneværelset eller bliver glemt i bussen - i stedet for at komme tilbage på hylden i skolebiblioteket. Det betyder, at skolerne mangler penge til nye bøger eller for eksempel lejrskoler.

En rundspørge blandt 2361 grundskoler, som Ritzau har lavet, viser, at skolerne mister bøger, fordi eleverne ikke afleverer dem tilbage.

Blandt de 523 skoler, der har svaret, siger tre ud af fire, at eleverne er skyld i bogsvind. Flere end halvdelen vil have bedre mulighed for at sende regninger ud - for svindet drejer sig nogle steder om rigtig mange penge.

Men der står ingen steder i folkeskoleloven, at skolerne må kræve penge af forældrene for bøgerne. Det betyder, at regninger har en ringe effekt, siger næstformand for Danmarks Skolebibliotekarer Jørgen Kristensen.

Skolebiblioteksforeningen og Skole og Samfund er imod regninger.

Oversigt

    Oversigt