Lettelse: Skolesammenlægning i Odense droppet

Sammenlægningen af Kroggårdsskolen og Spurvelundskolen er med al sandsynlighed afblæst. Flertallet for skolesammenlægningen er væk.

Lettelse. Det er den primære følelse hos to odenseanske skolebestyrelser, efter Børn- og Ungeforvaltningen har anbefalet politikerne at droppe den skolesammenlægning, der var på papiret mellem Kroggårdsskolen og Spurvelundskolen i det nordlige Odense.

- Det er en lettelse og en glæde. Det er en kæmpe befrielse, at vi ikke længere har den utryghed i hverdagen på skolen og i området, at vi ikke ved, hvad det kan ende med, hvis de to skoler lægges sammen, siger Anders Møller, der er skolebestyrelsesmedlem på Spurvelundskolen, der ligger i Næsbyhoved-Broby.

DE TO SKOLER 

Også på Kroggårdsskolen er de glade for, at alt tyder på, at de nu kan lægge perioden med tvivl om skolens fremtidige struktur bag sig og i stedet se fremad.

- Det har skabt en del usikkerhed i området og hos forældrene i skolens distrikt. At de pludselig ikke længere vidste, om barnet skulle starte på Spurvelundskolen eller Kroggårdsskolen. Man har måske bosat sig i området, fordi man gerne vil have et barn på Kroggårdsskolen. Så det er rigtig rart at vide, at for nuværende er de tanker skrinlagt, siger Ann Roiy Delman, der er formand for skolebestyrelsen på Kroggårdsskolen.

Borgmesterudmelding ændrer planen

I maj anbefalede forvaltningen til Børn- og Ungeudvalget, at de to skoler – primært på grund af faldende børnetal - skulle lægges sammen, så der herefterdags i stedet ville være tale om ét skoledistrikt under én ledelse med én skolebestyrelse og med én skole på to matrikler.

Der var dog ikke enighed i udvalget, der derfor besluttede at sende sammenlægningen i høring, og efterfølgende var det så meningen, at byrådet på et møde i oktober skulle tage endelig stilling.

Men efter høringsperioden, hvor begge skolebestyrelser har forholdt sig kritisk til forslaget, anbefaler forvaltningen nu i stedet, at forslaget droppes. Det gør den blandt andet på baggrund af de kritiske høringssvar, men også fordi der ’hen over de seneste uger er blevet tilkendegivet nogle politiske holdninger til skolestrukturen i Odense’, som forvaltningen skriver i dagsordenen til udvalgsmødet 24. september.

Formuleringen hænger formentlig sammen med borgmester Peter Rahbæk Juels (S) tydelige udmelding i Fyens Stiftstidende 25. august, hvor han siger, at ingen i Odense skal frygte skolelukninger.

Crawley: Ingen kommentarer

Rådmanden i Børn- og Ungeforvaltningen, den radikale Susanne Crawley, ønsker ikke at udtale sig yderligere om skolesagen før efter udvalgsmødet, men understreger, at hun bakker op om at frede skolerne, selv om hun tidligere har sagt, at hun syntes, at sammenlægningen mellem de to Odense-skoler var en god idé.

Blandt Børn- og Ungeudvalgets syv medlemmer er to venstrefolk, som allerede i maj var imod lukningen.

Men der er også to af borgmester Peter Rahbæk Juels socialdemokratiske partifæller, og medmindre de på udvalgsmødet vælger at gå imod partilinjen, er der ikke længere flertal for skolesammenlægningen.

Det har derfor heller ikke været muligt at få svar fra Susanne Crawley på, hvor de 500.000 kroner, som sammenlægningen ville have sparet årligt, skal spares i stedet.

 

Oversigt

    Oversigt