I det fynske folks tjeneste

Skoubo skal tilbage i målform

Troels Bech håber, at Morten Skoubo snart bliver målfarlig igen. Arkivfoto.

OBs cheftræner vil have angriberen til at score mål for OB.

I denne sæson har OB kun scoret to mål i tre kampe. Og der har inden sæsonstart været diskuteret, om OB overhovedet har en rigtig målscorer i truppen.

En af dem, der i hvert fald burde score mål, er angriber Morten Skoubo. Og træner Troels Bech håber på, at Skoubo snart finder målformen, skriver tipsbladet.dk.

- Jeg er med på, at han skal vænne sig til rollen igen, og så kan man spørge om, hvor længe det skal vare. Han har erfaringen til, at han hurtigt kan finde det frem. I FC Midtjylland, hvor jeg havde ham som træner, var han en dybdeløbende og farlig angriber. Jeg mener, at han har det i sig, og nu er opgaven, at vi i fællesskab skal finde frem til den farlighed hurtigst muligt. For det er nu, vi har brug for det, siger Troels Bech til tipsbladet.dk.

Morten Skoubo har indtil videre kun nettet to gange for de stribede, og det har han brugt 25 kampe på. I sin tid i FC Midtjylland scorede han 23 mål i 50 kampe, og i Brøndby IF 19 mål i 41 kampe.

Men han kan få chancen for at forbedre sin OB-statistik fredag aften, når OB tager til Silkeborg. Kampen fløjtes i gang klokken 18.30.

Ved du noget? Så send os et tip