Skræmte Fakta-ansatte beder om hjælp

Efter både et røveri, tricktyveri og røveriforsøg inden for kun én måned er de ansatte i en Fakta-butik i Sanderum blevet så skræmte, at de nu beder områdets beboere om hjælp.

Fakta i Sanderum i Odense har tre gange på kort tid været mål for kriminelle. Det første røveri skete sent om aftenen den 13. oktober

- Der kom en røver ind fem minutter i lukketid og truede vores ansatte ved kassen med en kniv, og så fik han udbetalt alle pengene og smuttede igen, fortæller Stinna Knudsen, der er butiksassistent.

Og den episode har sat spor hos personalet.

- Jeg har aldrig oplevet et røveri her før, så jeg blev virkelig skræmt af det, især når der bliver truet med en kniv, siger Stinna Knudsen.

Tre uger senere kom tre urolige mænd ind i butikken og lavede ballade og gik herefter ud i baglokalet og tog nogle penge fra kontoret, inden de smuttede igen. Og i lørdags kørte en bil kort før lukketid med høj fart op foran indgangen. Stinna Knudsen løb efter bilen, hvor hun opdagede, at den ene passagerer bar elefanthue. Hun og resten af personalet beder nu om naboernes hjælp.

- Jeg håber meget på, at folk i Sanderum og omegn, der er ude at gå tur eller løbe ved halv ni-nitiden om aftenen lige vil holde øjne og ører ekstra åbne, så vi kan føle os trygge, siger Stinna Knudsen.

Fakta arbejder nu på at installere en pengeløs kasse og har indtil videre sat ekstra vagter på.

Vicepolitikommissær Carsten Arentoft fra Fyns Politi fortæller til TV 2/Fyn, at røveriet stadig er under efterforskning, og at de indtil videre ikke har konkrete mistænkte i kikkerten.

Oversigt

    Oversigt