I det fynske folks tjeneste

Skraldebiler i Odense kører på el

Det er ikke lige til at se, men den nye skraldebil er lyddæmpet i forhold til de "gamle".

Det larmer normalt en del, når skraldebilen masser affaldet sammen, men nu er to af Odenses skraldebiler blevet mere støjsvage. Komprimatoren kører nu på elektricitet.

På de "gamle" konventionelle skraldebiler bliver affaldet presset ind og ud af komprimatorkassen ved hjælp af dieselmotoren, som også bliver brugt under kørsel rundt i byen. Det betyder motorstøj, når skraldemændene arbejder med tømning af skraldespanden - og det betyder også et stort dieselforbrug.

De nye skraldebiler er monteret med et stort batteri, som oplades om natten, og derved er klar med masser af energi, når affaldet skal presses sammen på dagens tur.

Odense Renovation har derudover eftermonteret "Stop & Go" på skraldebilerne dvs at motoren stopper, når skraldebilen holder stille. På den måde er der ikke længere motorstøj, når den arbejder.

- Vi forventer at kunne spare omkring 30 % af bilernes dieselforbrug, så det er et godt og bæredygtigt initiativ, som er med til at mindske belastningen i bymiljøet, siger Thomas B. Jørgensen, der er adm. direktør i Odense Renovation.

Selve den elektrificerede komprimatorkasse afgiver nu kun 86db mod de nuværende 100db støj, når den arbejder.

Hvis det i løbet af 2013 viser sig, at de to nye skraldebiler lever op til Odense Renovations forventninger, vil det højest sandsynligt være den type skraldebiler, der i fremtiden kommer til at tømme skraldespandene hjemme hos alle borgerne i Odense.

Ved du noget? Så send os et tip