Skrappere indsats mod rovfiskeri

Fødevareminister Hans Christian Schmidt vil stramme op på reglerne for fritidsfiskeri og gøre kontrollen mere effektiv. Det sker bla efter pågribelse af rovfiskere på Langeland.

Skader erhvervsfiskere

Forleden afslørede fiskerikontrollen, at en enkelt fritidsfisker havde udsat 30 garn ved Langeland, selvom det kun er tilladt fritidsfiskere at have tre garn.

Og det er langt fra det eneste tilfælde. Rovfiskeriet er så omfattende, at det truer erhvervsfiskerne på næringen.

Risikoen for lovbryderne er begrænset. Hvis de bliver pågrebet, bliver deres garn konfiskeret og de får få tusinde kroner i bøde.

Minister opmærksom på problemet

Rovfiskeriet har fået flere politikere til at reagere med krav om en opstramning på området, og det er allerede på vej.

Fødevareminister Hans Christian Schmidt har nedsat en arbejdsgruppe som skal komme med forslag til strammere regler og mere effektiv kontrol.

Blandt erhvervsfiskerne er der dog nervøsitet, fordi det samtidig er meningen at spare på fiskerikontrollen.

- Hvis ulovligt fritidsfiskeri skal afsløres, skal kontrollen ske om natten, og det koster penge, siger Allan Buch, formand for Bælternes Fiskeriforening.

Fødevareministeren afviser kritikken.

- Vi taler ikke meget om penge. Det handler om at gøre kontrollen mere effektiv, siger han.

Oversigt

    Oversigt