I det fynske folks tjeneste

Skudfrygt fik politiet til at omringe hus

Foto: Kim Haugaard, Scanpix, arkiv

En person anmeldte tirsdag eftermiddag at have hørt mulige skud fra et haglgevær i Langå.

Politiet rykkede tirsdag eftermiddag ud med det helt store hold, da der blev meldt om fire mulige skud i Langå ved Hesselager. Anmelderen mente, at der muligvis var tale om et haglgevær.

Da der kunne være tale om skydevåben, sendte politiet et såkaldt indtrængningshold i fuldt sikkerhedsudstyr til stedet. Indtrængningsholdet gik i position rundt om huset og ringede dernæst til en af de personer, de mente opholdt sig på adressen.

Efter politiet havde talt med vedkommende, fik de adgang til huset. Da betjentene var på vej ind, kørte en motorcykel med to personer hurtigt fra ejendommen.

- Der var så en, der tilsyneladende ikke havde lyst til at tale med os, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Hans Frederiksen.

En patrulje forsøgte uden held at stoppe den, og den slap forbi, men lidt længere oppe ad vejen, kørte den lige op til et større opbud af betjente og måtte stoppe.   

- Det viser sig så, at den ikke er indregistreret på den rigtige måde, og føreren heller ikke har kørekort til den, siger Hans Frederiksen.

I selve huset fandt politiet to mænd og to kvinder, og det viste sig, at de har brændt fyrværkeri af i en grill på stedet. En ransagning afslørede heller ikke nogen skydevåben på stedet, og de fire blev løsladt med en sigtelse for ulovligt fyrværkeri og kan se frem til en bøde.

Ejeren af motorcykel kan ligeledes se frem til en bøde.

Ved du noget? Så send os et tip