I det fynske folks tjeneste

Skudmistænkt meldte sig selv

En 61-årig mand, som er mistænkt for at have skudt med en pistol gennem gulvet på sin lejlighed i Ejby, meldte sig mandag til politiet. Han er løsladt igen, men stadig sigtet for tre forhold.

Skuddet faldt i den 61-åriges lejlighed på første sal i Ejby tirsdag i sidste uge.

Skuddet gik gennem gulvet og ned til underboen, dog uden at ramme den kvindelige beboer i underetagen.

Siden har den 61-årige været forsvundet.

Men mandag mødte han op sammen med sin advokat på politigården i Odense.

Her blev han afhørt og løsladt.

Han er stadig sigtet for besiddelse af pistolen, for at forvolde fare for andre og for trusler fremsat i en anden anledning, oplyser Jørgen Fischer, Middelfart Lokalpoliti.

Jørgen Fischer vil ikke oplyse nærmere om hændelsesforløbet, da der endnu mangler nogle undersøgelser.

Ved du noget? Så send os et tip