Skudsalve mod indvandrerklub i Odense

Kort før midnat tirsdag blev op mod 20 skud affyret fra automatvåben mod indvandrerklub i Odense C. Ingen blev ramt.

En regn af bly ramte natten til onsdag en klub for unge med indvandrerbaggrund på Skibhusvej i det centrale Odense, oplyser politiet.

Ukendte gerningsmand affyrede med et automatvåben mellem 10 og 20 skud mod klubben, hvor to unge mænd befandt sig.

Ingen blev ramt, da projektilerne hamrede gennem døre og vinduer og kilede sig fast i klubbens vægge.

- De to unge mænd smed sig på gulvet og ringede hurtigt efter os. Vi ved ikke noget med sikkerhed, men vi kan ikke udelukke, at skyderiet har forbindelse til konflikten mellem unge indvandrere og rockere, siger vagtchef Jesper Fält fra Fyns Politi.

Politiet efterlyser en hvid "Mazda-lignende" bil, der er set omkring gerningstidspunktet.

- Det er ikke sikkert, det er gerningsmændene, der har kørt den, men den kunne under alle omstændigheder være interessant at få fat i, siger Jesper Fält.

Flere naboer til klubben på Skibhusvej 133 ringede også til politiet, da skuddene gjaldede i gaden.

Oversigt

    Oversigt