Skuffet Bulldogs-back efter nederlag: Det var lidt en fuser

Efter en flot periode har Odense Bulldogs tabt pusten. Tirsdag aften tabte de for anden gang i træk, da gæsterne fra Frederikshavn kunne rejse hjem til Nordjylland med en 4-1-sejr.

Odense Bulldogs måtte for anden kamp i streg se sig slået, da de på hjemmebanen Odense Isstadion tirsdag aften mødte Frederikshavn White Hawks. 

Efter en ellers ganske lige kamp kunne gæsterne tage en sikker sejr på 4-1 med i bussen hjem.

Nederlaget ærgrer den talentfulde Bulldogs-back Martin Larsen, der mener, at en stribe personlige fejl fra hjemmeholdets side blev afgørende i tirsdagens kamp. 

- Jeg synes, de formår at score på deres chancer, hvor vi selvfølgelig ikke gør. Kampen ender 4-1, men jeg synes på ingen måde, at de dominerer kampen. De scorer på vores fejl, og der er en del personlige fejl fra vores side i dag, som vi selvfølgelig skal have minimeret, men jeg synes også, at vi har muligheder for at score. Men vi formår kun at score et mål i dag, sagde Martin Larsen umiddelbart efter kampen.

quote I dag var så lidt en fuser, kan man sige.

Martin Larsen, Odense Bulldogs

Efter en imponerende stime med hele 15 kampe i træk, hvor der i alle 15 kom point på kontoen, har Odense Bulldogs tabte de seneste to kampe.

Det ærgrer Martin Larsen, men det overrasker ham ikke sådan for alvor, at der kommer en reaktion på stimen og ikke mindst de mange kampe, som Bulldogs har spillet i de seneste halvanden måned.

- Jeg synes, det er meget naturligt, at når man har været oppe at ride på en god bølge, så skal den også dukke ned på et tidspunkt. Det er selvfølgelig vigtigt for os, at vi kommer tilbage på det rette spor. Men vi spiller jo heller ikke dårligt i de seneste par kampe, som vi taber 2-0 mod Esbjerg, og dagen før spiller vi 2-2 og taber i overtid. I dag var så lidt en fuser, kan man sige. 

Trods de seneste skuffende resultater er den 22-årige Bulldogs-back ikke nervøs forud for det slutspil, der venter lige rundt om hjørnet.

- Jeg er spændt. Det er altid en spændende tid at gå i møde. Slutspillet er en helt anden sag end grundspillet. Men jeg føler, at vi har kvaliteter på vores hold, der kan føre os rimelig langt i et slutspil. Så nu må vi se, hvad det bliver til, siger Martin Larsen.

Oversigt

    Oversigt