Skuffet Eriksen: United vandt på vores fejl

Christian Eriksen var skuffet over, at Manchester United vandt 2-0 ved at udnytte fejl fra Ajax-spillerne.

Christian Eriksen var ikke specielt munter, da den danske landsholdsspiller skulle gøre status efter 0-2-nederlaget til Manchester United i Europa Leagues 1/16-finaler.

- Jeg prøvede at sætte mit aftryk på kampen. Det kræver, at man yder, hvad man kan, og det gjorde jeg.

- Det var rigtig fedt at møde United, men ærgerligt at de skulle vinde på vores fejl. United ventede på, at vi skulle lave fejl, siger Christian Eriksen til TV3+.

United udnyttede svagt forsvarsspil af Ajax ved begge scoringer i anden halvleg, og det kunne hollænderne og Eriksen ikke svare igen på.

- Vi havde bolden meget mere i første halvleg end i anden, og det var egentlig ok, men vi skabte ikke rigtig nogle chancer, ærgrer Eriksen sig.

United-manager Alex Ferguson roste Eriksen efter kampen, men var også afdæmpet i forhold til eventuelt at hente danskeren til United i fremtiden.

- Han er en god fodboldspiller og en typisk Ajax-spiller, som er tryg ved at have bolden.

- Det vidste vi inden kampen, og det har ikke ændret sig. Men vi har i forvejen gode unge spillere på midtbanen, men det vil været for meget forudsige, om han en dag kunne ende hos os, siger Ferguson.

Der er returkamp i Manchester om en uge.

Oversigt

    Oversigt