I det fynske folks tjeneste

Skuffet Nicki P.: Jeg var den hurtigste

Den danske speedway-stjerne kigger indad, efter at en suveræn aften i Göteborg endte med en diskvalifikation.

Nicki Pedersen giver sig selv størstedelen af skylden for, at han ikke formåede at vinde Det Svenske Grand Prix.

Den danske speedwaystjerne kørte fremragende lørdag aften, men lavede et par fejl i semifinalen, hvilket betød, at han ikke var en del af finalefeltet på Ullevi i Göteborg.

- Jeg var aftenens hurtigste mand og den bedste starter. Det vil jeg godt prale med, siger Nicki Pedersen, der for to uger siden vandt grandprix'et i Prag.

Danskeren samlede hele 14 af 15 mulige point sammen i det indledende heats og var derfor førstevælger, da kørerne skulle vælge startpositioner til semifinalen.

Her holdt han lidt for meget øje med de seneste års store rival, Jason Crump.

- Jeg valgte bane to i semifinalen, for jeg var sikker på, at Crump ville tage bane et.

- Crump vidste fra Prag, at hvis han tog bane et ligesom dernede, så ville jeg jeg køre forbi ham, og han ville blive lukket inde.

- Så han tog en satsning og valgte bane fire. Greg Hancock fik en gave, da han kunne nappe bane et som tredje vælger. Set i bakspejlet skulle jeg nok have valgt bane et, siger Nicki Pedersen.

Greg Hancock lagde sig nemlig hurtigt i spidsen af semifinaleheatet fra inderste startposition, mens danskeren måtte køre lige til grænsen i et forsøg på at overhale svenske Thomas Johansson på andenpladsen.

I sidste sving endte Nicki Pedersen med at køre Johansson af banen og blev diskvalificeret.

- Jeg havde linet ham op og var ved at køre forbi ham i fjerde sving. Men han stod stille, mens jeg havde fart i cyklen.

- Jeg fejede ham væk og kunne ikke gøre andet. Han var i min linje, og dommeren havde ikke andre muligheder end at diskvalificere mig. Jeg har talt med Johansson, og der er ingen problemer mellem os, siger danskeren, der trods alt har det fint.

- Humøret er okay. Jeg gik efter at vinde i aften, fordi jeg kører så stærkt. Der er heldigvis mange løb tilbage af sæsonen endnu, og mine starter og grejet fungerer.

- Hvis jeg fortsætter mine gode starter, behøver jeg nok ikke holde øje med nogen sidst på sæsonen, siger Nicki Pedersen, der er nummer to i den samlede VM-stilling.

Greg Hancock topper kampen om VM-titlen, mens svenske Fredrik Lindgren vandt lørdagens grandprix i Göteborg.

Ved du noget? Så send os et tip