Skunkdyrkere handlede også hård narko

Tre mand er fængslet for at dyrke skunk i stor stil. De mistænkes også for at handle med hård narkotika.

De tre mænd, som politiet anser som hovedkræfterne i en sag om dyrkning af skunkplanter i stort omfang, har også andet på samvittigheden. De har handlet med både amfetamin og kokain, mener politiet på Fyn.

Materialet mod de tre er så holdbart, at de onsdag blev varetægtsfængslet til den 2. januar af dommeren i retten i Odense.

Ni er varetægtsfængslet i forvejen, og seks andre, som politiet anholdt tirsdag, er løsladt efter afhøring. Aktionen kommer efter længere tids efterforskning, hvor Fyns Politi har samarbejdet med rejseholdet.

Ved aktionen tirsdag afslørede politiet fem skunklaboratorier på Fyn, i Jylland og på Lolland-Falster. Et af laboratorierne var i fuld drift med et ifølge politiet "stort" antal skunkplanter, som er en forædlet udgave af hampplanten.

Blandt de fængslede er en 27-årig mand af vietnamesisk oprindelse, som ifølge politiet er hovedmanden i sagen. Desuden må en 27-årig palæstinenser og en 36-årig dansker tilbringe julen bag lås og slå.

Oversigt

    Oversigt