I det fynske folks tjeneste

Skunkfabrik afsløret på Langeland

En større mængde skunk og udstyr til fremstillingen blev mandag beslaglagt af politiet i en ejendom i Bøstrup på Langeland. To er anholdt.

Indgangspartiet til det private område, hvor skunkfabrikken lå

Betjentene fandt op mod 250 skunkplanter svarende til 20 kilo hash på gadeplan.

Desuden varmelamper, vandingsanlæg og andet grej til fremstillingen af planterne.

Der var på stedet tydelige tegn på, at der var planlagt en større og længerevarende produktion.

To mænd på 34 og 28 år fra Odense er anholdt i sagen. De blev tirsdag eftermiddag ved et lukket grundlovsforhør fængslet i fire uger.

Politiet agerede på et tip fra offentligheden.

For få dage siden slog politiet til mod en skunkfabrik i Assens, men de to sager har næppe noget med hinanden at gøre, siger vicepolitiinspektør Thomas Anderskov, Fyns Politi, Svendborg.

Skunk er en plante i stil med hash.

Dyrkes den med ekstra varme og lys og under høj luftfugtighed koncentreres og øges mængden af de euforiserende stoffer.