Skyderi flere steder på Nordfyn

Flere skud blev affyret ved et pizzeria og et privat hjem på Nordfyn natten til søndag.

Der blev ved begge episoder skudt med en 9 millimeter pistol, og politiet er ret sikre på, at der er en sammenhæng, skriver Fyens Stiftstidende.

Kl. 0.30 blev der affyret syv skud gennem ruder og vinduesrammer på Pizzahouse.

Kl. 0.45 blev der igen skudt, denne gang mod et hus på Petersmindevej ved Uggerslev.

- Der var heldigvis lukket på pizzeriaet og på den anden adresse var der ikke nogen hjemme, selvom der brændte lys i huset. I begge tilfælde var der tale om 9 millimeter ammunition, så vi går ud fra, at der er en sammenhæng. Det er naturligvis noget vi tager meget alvorligt, men i øjeblikket har vi ikke noget der forbinder de to steder, fortæller vagtchef Hans Frederiksen fra Fyns Politi til avisen.

Blev opdaget søndag

Skudepisoderne blev først meldt til politiet søndag morgen, da forbipasserende så skaderne og fandt patron-hylstre på stedet.

Politiet afspærrede søndag formiddag var fortov og forretningen på Odensevej i Søndersø og politiets teknikere arbejdede på stedet

Mandag morgen bliver sagen overgivet til Fyns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet.

Oversigt

    Oversigt