I det fynske folks tjeneste

Sløjt billetsalg til EM i volley

Det går trægt med billetsalget til volleylandsholdet EM-kampe i Odense. Nu sætter volleyforbundet en kampagne i gang for at få fynboerne til at bakke op om landsholdet og EM-arrangementet.

Fra fredag den 20. september går det løs med EM-kampe i Stadium Arena Fyn i Odense. Det danske landshold møder Italien, som er blandt favoritterne til at løbe med titlen. Alle Danmarks kampe bliver spillet i Odense, men arrangørerne er nervøse for at det bliver svært at få den nødvendige opbakning til de vigtige kampe.

- Vi har plads til 3.500 tilskuere, og vores mål har været at sælge 2.500 billetter. Men indtil videre er der kun solgt 6-700 billetter til Danmarks seks kampe, siger Mads Bang Aaen, der er eventchef for EM i volleyball 2013.

Udover Odense bliver der også afviklet kampe i Herning, Aarhus og København, og her går billetsalget efter forventningerne.

- Salget til finalekampene i København går som planlagt, og vi havde på forhånd ikke sat målet for højt i Aarhus og Herning, da Danmark ikke spiller her, siger Mads Bang Aaen.

For at sætte gang i salget i Odense sætter Volleball-forbundet nu gang i en kampagne for at skabe opmærksomhed om EM.

- Vi har lanceret en video som vi håber vil skabe viral omtale af arrangementet. Derudover har vi trykt et magasin som vi deler ud til alle klubber på Fyn, siger Mads Bang Aaen.

Arrangørerne frygter ikke at tabe penge, hvis billetsalget i Odense ikke retter sig op, men det kan betyde, at det fremover bliver sværere at placere betydende volleballkampe i Odense.

- Vi har valgt Odense som hjemsted for Danmarks kampe, fordi byen ligger midt i landet og fordi der er mange store klubber i byen. Men det er klart, at hvis vi ikke kan trække publikum til så stort et arrangement med nogle af verdens bedste hold, så vil forbundet nok tænke sig om næste gang, der skal findes værtsbyer til store arrangementer, siger Mads Bang Aaen.

Se video om Volley-EM her:

 

 

Læs mere EM i Volley her

Ved du noget? Så send os et tip