Slå Middelfart og Fredericia sammen

Borgmester i Middelfart, Steen Dahlstrøm, er åben for idéen om at slå Middelfart og Fredericia sammen til en storkommune.

Forslaget kommer oprindeligt fra den tidligere direktør i Middelfart Sparekasse Hans Erik Brønserud. Han er i dag engageret i Trekantområdets Innovationsforum og mener, en sammenlægning er nødvendig, for at de to komuner kan matche de store nabokommuner som Vejle og Kolding.

- Jeg føler, at Fredericia og Middelfart er blevet områdets lillebror efter kommunesammenlægningen, og jeg tror, der kan være en del synergieffekter ved at lægge dem sammen, siger Hans Erik Brønserud til DR Fyn.

Og det kan meget vel blive en realitet i fremtiden.
- En sammenlægning bliver ikke om to år, når der skal være kommunalvalg, men det kan meget vel være realistisk om seks eller ti år, siger borgmester Steen Dahlstrøm.
Borgmesteren slår dog fast, at borgere og byråd selvfølgelig skal høres, før man kan gå videre med planen.

Oversigt

    Oversigt