I det fynske folks tjeneste

Slagsmål om E og M i Odense

Tirsdag klokken 12 udløb fristen for at stille op til Kommunalvalget, og i Odense er 18 forskellige lister klar til valget. Men der er stadig slagsmål om listebogstaverne.

Kommunalvalget i Odense byder mest på gengangere fra valget i 2009, men der er også et par nye lister. Blandt de nye partier på stemmesedlen er Retsforbundet, Den Frie Liste, Kristendemokraterne, Social Balance og Miljøpartiet Fokus.

De "gamle" partier får automatisk tildelt det listebogstav de havde ved sidste valg, eller det bogstav de er registreret med til næste folketingsvalg i Indenrigsministeriet.

Men i Odense bliver der kamp om bogstaverne E og M. Både Retsforbundet og Den Frie Liste har ønsket listebogstavet E, mens både Centrumlisten og Miljøpariet Fokus gerne vil hedde liste M.

Centrumlisten - der kæmper for at bevare bilkørsel gennem Thomas B. Thrigesgade - har både både på deres hjemmeside og på Facebook annonceret at de stiller op som liste M.

Men først onsdag, når valgbestyrelsen i Odense holder møde, bliver det endelig afgjort hvilke partier, der får de eftertragtede bogstaver.

- Vi har foreslået valgkommisionen, at det bliver afgjort med lodtrækning, hvilke lister der skal have de to bogstaver, men det er valgkommisionen, der bestemmer, siger Gitte Christensen fra Odense Kommunes valgsekretariat.

Ved valget i 2009 var der 13 lister i Odense, og denne gang genopstiller hverken Kernepartiet eller Odenselisten.

Ved du noget? Så send os et tip