I det fynske folks tjeneste

Slagsmål tiltrak kødrand af tilskuere

01:06

1 af 2

To unge fyre i slagsmål blev smidt ud fra diskotek. Slagsmålet fortsatte udenfor og tiltrak en kødrand af tilskuere. To blev anholdt.

Ved halv to tiden blev to unge fyre fra Otterup smidt ud fra diskoteket Miami Club, fordi de var provokerende og ville slås.

Ude på vejen fortsatte balladen, og ifølge Fyns Politi trak mellem 50 og 60 gæster ud på vejen for at følge med i slagsmålet.

- Der var en rigtig dårlig stemning, da patruljen kom. Og det ser jo voldsomt ud, når så mange mennesker er samlet, og der er slagsmål. Hvis Hr. og Fru Danmark var kommet forbi, så virker det jo intimiderende, fortæller vagtchefen.

Den ene gut - en 18-årig - nægtede at stoppe, da betjentene kom til stedet.

Ifølge vidner var han helt ustyrlig, og det bekræfter vagtchefen ved Fyns Politi. Samtidig begyndte en 22-årig at blande sig og filmede politiet med sin mobil.

Til sidst lykkedes det dog at få de to med.

- De har ligget i detentionen i nat, og nu er de så ved at blive afhørt. Og så er de vist klar til at komme hjem i seng, fortæller Jesper Pedersen.

De er begge sigtet for gadeuorden, og den 22-årige blev også sigtet for at have hash på sig.

Ved du noget? Så send os et tip