I det fynske folks tjeneste

Slagter fra Assens går i kødet på Vestager

Slagtermester Leif Laustsen fra Assens indbringer EU-kommissær Margrethe Vestager for EU-domstolen.

Leif Laustsen fra Assens sørger nu for at Margrethe Vestager kommer til at smage sin egen medicin.

EU's stærke kommissær Margrethe Vestager er ikke bange for at gå til stålet, når det drejer sig om at få mastodontvirksomheder som Facebook og Google til at rette ind i forhold til den frie konkurrence.

Læs også Vestager: Syddanmarks brug af Waterfront er urimelig

Nu er hun dog selv kommet i søgelyset, men denne gang er det den fynske slagtermester Leif Laustsen fra Assens, som har fundet strygestålet frem og hvæsset kniven.

Slagtermesteren mener, at Margrethe Vestager tilgodeser de store danske slagterier på bekostning af de mindre.

Han er formand for Danske Slagtermestre, som med i den stævning, som brancheorganisationen FødevareDanmark nu har sendt til EU-domstolen.

Danske Slagtermestre

Danske Slagtermestre er en del af FødevareDanmark, som holder til i Odense. Der er tale om en brancheorganisation for små og mellemstore aktører inden for fødevaresektoren. Organisationen har omkring 700 medlemmer.

Stævningen er rettet mod Margrethe Vestager og kommissionen, som i følge slagterne har givet de store virksomheder en konkurrencemæssig fordel i forhold til de små slagterier.

Baggrunden er, at Margrethe Vestager som minister i SR-regeringen var med til at lempe spildevandsafgiften for de store danske slagterier som et led i en vækstplan for erhvervslivet. De små slagterier ville også gerne have haft tilsvarende lettelser i spildevandsafgiften, men det fik de ikke.

Slagtermestrene mente, at der var tale om konkurrenceforvridning, og klagede til EU-kommissionen, som siden har afvist at forfølge sagen yderligere. En afgørelse, som er underskrevet af Margrethe Vestager.

- Jeg må sige, at jeg finder det højest besynderligt, at Margrethe Vestager står som underskriver af en afgørelse i en sag om en lovgivning, som hun selv i sin tid som minister var en stærk drivkraft bag, siger Leif Lausten.

Læs også Derfor er du glad for den vrisne slagter