I det fynske folks tjeneste

Slagter i facebook-krig mod Coop

1 af 2

'Madværkstedet' fra Ørbæk advarer i en viral video lokale producenter om at indgå samarbejde med Coop Danmark.

Det er gået stærkt med slagteren Jan Høegh Halds advarsel på Facebook. 

Jan Høegh Hald, der er ejer af Madværkstedet, har på virksomhedens facebookside lavet et video-opslag, hvor han  via skilte fortæller, hvordan han føler sig snydt af Coop Danmark, som er den største detailhandelsvirksomhed i dansk dagligvarehandel.

I videoen nævner han en af Coops medarbejdere ved navn.  Det er ifølge Jan Høegh den medarbejder, der har bestilt varer fra Madværkstedet, som Coop alligevel ikke ønsker.

Facebook opslaget med den tilhørende video er blevet offentliggjort på Madværkstedets egen facebookside den 22. april 2016. På blot to dage er opslaget i skrivende stund delt omkring  8049 gange af andre facebook-brugere.

Jan Høegh Hald anklager Coop for at være skyld i, at hans forretning må lukke, da Coop alligevel ikke ville aftage hans varelager.

Varerlager for 56.000 kroner

Ifølge ejeren handler det om 800 enheder af røget salt, middelaldersennep og middelaldersyltet rødløg.

- Han (Coop-medarbejderen red.)  var helt vild med idéen, og han syntes, at det var fantastisk. Vi regnede os frem til, at vi kunne nå 800 enheder af hver, siger Jan Høegh Hald.

Ifølge Madværsktedets ejer har han siden haft en del mailkorrespondance med flere medarbejdere fra Coop Danmark.

- I uge 46 får vi en opringning om, at vi skal indgive de sidste oplysninger om Madværkstedet, og det gør vi. Derefter får vi en mail om, at de desværre ikke kan modtage produkterne, da Madværkstedet ikke er engrosgodkendt, siger Madværkstedets direktør.

Jan Høegh Hald havde angiveligt på det tidspunkt allerede varerne klar:

Så stod vi der med varer for 56.400 kroner, som vi ikke kunne komme af med, forklarer Jan Høegh Hald.

Coop afviser bestilling

I samme facebook-tråd har Coop Danmark dog svaret på anklagerne mod virksomheden, hvor de blandt andet afviser, at de skulle have sendt en ordre på varene til Madværkstedet. 

På Facebook skriver Coop Danmark blandt andet følgende som svar på Jan Høegh Halds anklager:

Vi har aldrig sendt en ordre til Madværkstedet, og der har aldrig været aftalt mængder eller pris.

Lige efter jul modtog vi ikke desto mindre en regning på 56.000 kroner, som vi naturligvis afviste.

Siden har Madværkstedet fremført en række trusler om at hænge Coop ud på sociale medier, hvis vi ikke betalte.

Se det fulde svar fra Coop Danmark her

Jan Høegh Hald fortæller, at han ikke har en decideret ordrebekræftelse, men at han har haft mailkorrespondance med flere medarbejdere fra Coop Danmark, der har kendskab til ordren.

- Ordrerbekræftelsen i mine øjne er, at en medarbejder (red.)  skriver til os, at hun skal have de endelige fakta omkring, hvad Coop har bestilt (red.) og til hvilke priser og udsalgspriser, det skulle sælges til, siger Jan Høegh Hald.

TV 2/Fyn har bedt Jan Høegh Hald om at se mailkorrespondencen, der dokumenterer det, men han fortæller, at det først kan lade sig gøre i morgen. Flere på Facebook har også bedt Jan Høegh Hald om dokumentation. Men han har ikke fremlagt den.

Madværkstedet er gået konkurs

I facebook-tråden er der nu en stor debat, hvor folk både har medlidenhed med slagteren fra Ørbæk, men flere er også skeptiske.

Lone Lyngholm skriver blandt andet:

Der er altid 2 sider i sag!! En shitstorm/personlig forfølgelse er under lavmål i min optik.

Der er allerede over 100 personer, der har kommenteret på Jan Høegh Halds facebook-advarsel.

Slagteren Jan Høegh Hald indrømmer dog også, at han som direktør burde have været mere betænksom:

- Jeg burde som administrerende direktør for Madværkstedet ApS have sagt: 'I får ikke noget, før jeg har den endelige faktiske dokumentation for ordrebekræftigelsen', siger Jan Høegh Hald til TV 2/Fyn.

Madværkstedet er nu lukket og gået konkurs, og direktøren har nu sat en advokat på sagen.

Se facebook-videoen her

 

00:36

Videoen er i skrivende stund delt af 8049 facebook-brugere.

Luk video

 

Du kan se det fulde facebookopslag og de dertilhørende kommentarer her

Ved du noget? Så send os et tip