Slap heldigt fra brand i Faaborg

Natten mellem fredag og lørdag udbrød der brand i køkkenet i en lejlighed i Klostergade i Faaborg. Beboeren slap ud, men fik forbrændinger på fødderne.

Løb barfodet gennem flammerne

Branden udbrød omkring klokken 02.30 i en overtændt frituregryde i lejlighedens køkken. Beboeren - en 26-årig mand - ville forsøge at flytte gryden væk fra komfuret, men tabte den undervejs på gulvet. Ilden bredte sig i køkkenet, og beboeren blev forbrændt på fødderne da han løb gennem flammerne for at komme ud af køkkenet.

Beboer flygtede op på taget

Politiet i Assens oplyser, at det trods forbrændingerne lykkedes manden at lukke dørene i lejligheden, således ilden stort set var kvalt da brandvæsenet nåede frem. De måtte dog hjælpe beboeren fra lejligheden ovenover ned fra taget, hvortil der var søgt tilflugt under branden i lejligheden. Politiet oplyser, at den 26-årige mand efterfølgende blev kørt til behandling for forbrændingerne på skadestuen på Odense Universitets Hospital.

Oversigt

    Oversigt