I det fynske folks tjeneste

Slog taxachauffør i hovedet

En 38-årig mand er sigtet for vold mod både en taxachauffør og en politibetjent. De fik henholdsvis slag og spark i ansigtet.

En vred beruset mand fra Ørbæk er sigtet for flere tilfælde af vold. Det begynder med en taxatur i Nyborg.

Lidt før klokken 20 tirsdag aften er en 38-årig mand ude at køre taxi, men af endnu uforklarlige årsager ser han sig vred på taxachaufføren.

- Af en eller anden grund mener han, at ham chaufføren skal have et slag, så han tildeler chaufføren et knytnæveslag på kæben, fortæller vagtchef Erik Skov, Fyns Politi.

Chaufføren er ikke helt tilfreds med den behandling, så han tilkalder politiet, der hurtigt finder manden og får ham anholdt. Derefter kører patruljevognen mod politigården i Odense.

- Men omkring en time senere er den gal med ham igen, og da han skal hjælpes ud af politibilen, synes manden, at betjenten skal sparkes i hovedet, så det gør han, fortæller Erik Skov.

Den 38-årige har tilsyneladende intet motiv til sin voldelige adfærd, men han var fuld, og drikkeriet medfører nu sigtelse for vold og vold mod tjenestemand.

Ved du noget? Så send os et tip