I det fynske folks tjeneste

Sløje tider for lærerseminarierne

De unge gider ikke lærergerningen. Det mærker de nu rundt om på landets seminarier. På Skårup Seminarium står det helt galt til med et fald på 35 procent i ansøgerantallet i forhold til sidste år.

På Skårup Seminarium er antallet af ansøgere faldet med 35 procent på et år.

Store konsekvenser

- Det vil helt sikkert få store konsekvenser om ganske få år, vurderer souschefen på Skårup Seminarium, Gunnar Lund Clausen.

På landsplan er der et fald i ansøgningerne til lærerstudiet på 13 procent. Så stor er nedgangen dog ikke på Odense Seminarium, men her har de ikke set fremgang de sidste 5 år. Her mener rektor, Keld Vorup Sørensen, at nedgangen skyldes et generelt dårligt ry og små årgange blandt de unge.

Løsning: Kæmpe klasser

En ny rapport lavet til det fynske arbejdmarkedsråd viser, at 44 procent af lærerne på Fyn er over 50 år gamle. Det betyder, at om 10 år forsvinder næsten halvdelen af arbejdsstyrken.

Rektor Keld Vorup Sørensen mener, at man kun kan løse det problem ved at tage folk ind udefra uden en reel læreruddannelse eller lave kæmpe klasser i skolen med mange elever. Men det mener han, at det går ud over kvaliteten i undervisningen i stedet.

I 2007 kommer der en ny læreruddannelseslov, og her håber seminarierne på, at det kan ændre den kedelige tendens.