I det fynske folks tjeneste

Slotsgartners opfordring inden Heartland: Tis ikke i hækken

På Egeskov bliver slotshaven snart forvandlet til en festivalplads med øl og høj musik. Slottets gartnere forbereder haven på weekendens tumult.

Det har været et varmt forår, men tørken er ikke det eneste, slotsgartneren på Egeskov bekymrer sig om.

- Jeg er meget øm over de formklippede takshække i den engelske have. Hvis man skal tisse, håber jeg ikke, at det bliver på dem, for de kan ikke tåle det. Der kommer sådan nogle grimme brune pletter, siger Peter Bonde Poulsen, slotsgartner på Egeskov Slot.

Egeskov Slotshave skal på fredag lægge grund til 6.000 festglade gæster, der er klar på to dages Heartland Festival - med alt hvad dertil hører.

- Det ender forhåbentlig med et kæmpe brag af en fest, hvor der virkelig kommer smæk på. Og der skal helt sikkert også drikkes øl, lyder det fra Andreas Balslev-Olesen, der er atmosfæreansvarlig på Heartland Festival.

Men et brag af en fest er ikke det, man normalt forbinder med en af Danmarks flotteste haver. Derfor er Peter Bonde Poulsen spændt.

- Normalt er slotshaven et fredfyldt område, men det bliver det jo ikke på fredag. I hverdagene ånder her fred og idyl, forklarer slotsgartneren.

Forvandlingen fra idyl til larmende fest slider på haven, men slotsgartneren glæder sig alligevel over festivalen.

- Det bliver godt og rigtig fint. Jeg glæder mig utroligt meget til at opleve det hele. Jeg glæder mig også til at redde områderne bagefter, siger han.

Heartland Festival har da også gjort tiltag for, at haven ikke bliver alt for slidt af de mange festivalgæster.

- Vi har forsøgt at forudse, hvor folk bevæger sig hen, når de skal på toilettet. Vi har placeret toiletterne efter dét, og så har vi forsøgt at lave nogle smukke informative skilte, fortæller Andreas Balslev-Olesen.

Når festivalen er slut, har gartneren Peter Bonde Poulsen bare ét ønske.

- Dem, der har sat alle tingene op på pladsen, har været utroligt dygtige til at tage hensyn til arealet, men jeg håber også, at de tager meget hensyn til haven, når de bærer det hele ud igen, lyder opfordringen fra slotsgartneren.

 

02:06

På Egeskov bliver slotshaven snart forvandlet til en festivalplads med fulde mennesker, madboder og høj musik. Slottets gartner forsøger at forberede haven på weekendens tumult.

Luk video

 

Ved du noget? Så send os et tip