I det fynske folks tjeneste

Slud og sne på vej

Det bliver nok ikke helt i denne kaliber - men vintervejret kan være på vej.

Der er både byger og blæst på vejrprogrammet de kommende dage, og når vi kommer frem til weekenden, venter et omslag i vejret, der kan give slud eller sne.

 Sådan lyder prognosen fra DMI på denne uges vejr.
 - Det bliver en uge med blandet, ustadigt efterårsvejr. Mandag lægger ud med mange skyer, diset og til tider regn. I løbet af eftermiddagen løsner det op i den vestlige del af landet måske med sol og kun spredte byger, siger vagthavende meteorolog Lars Henriksen til Ritzau.

 Temperaturen kommer til at ligge på 10-14 grader, og vinden bliver let til frisk og stedvis hård. Ved kysten kan vindstyrken nogle steder nå op på kuling.

 - Tirsdag, onsdag og torsdag bliver overordnet set meget blandede dage med ustadigt vejr, der giver både regn, byger og perioder med hård vind. Temperaturen ligger de dage på mellem otte og 12 grader, siger Lars Henriksen.

 Efter flere dage med efterårsvejr og nætter uden frost, slutter ugen mere vinterligt af, for i weekenden kommer der et koldt skift i vejret.

 - Det bliver interessant op til weekenden, for meget tyder på, at vi skal have et omslag i vejret til noget væsentligt koldere med mulighed for vinterligt nedbør som slud eller sne, siger Lars Henriksen.
 

- Fredag ser ud til at holde sig i positive temperaturer, men i løbet af dagen falder de i Nordjylland, og det varsler ændringer. Natten til lørdag kommer den kolde luft for alvor, og der kan vi forvente frost flere steder. Detaljerne er dog fortsat usikre, slutter meteorologen.

 

Ved du noget? Så send os et tip