I det fynske folks tjeneste

Sluk grillen: Brandvæsen udsteder afbrændingsforbud

Trekantområdets brandvæsen udsteder afbrændingsforbud efter en større plantagebrand ved Billund fredag. Det betyder begrænset brug af grill og ingen afbrænding af haveaffald i Middelfart.

Det er forbudt at tænde op i engangsgrillen i Middelfart. På grund af tørke har brandvæsnet indført afbrændingsforbud. Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Branden ved Billund har raseret et område på to gange fire kvadratkilometer. Foto: Michael Drost-Hansen

Det er endnu uvist, hvordan branden i Billund startede. Foto: Michael Drost-Hansen

1 af 3

Ifølge kalenderen er det stadig forår i Danmark, men sommeren er både insisterende og vedholdende.

Antallet af sommerdage har allerede oversteget sidste års, og de seneste tre dage har været kategoriseret som egentlige sommerdage med over 25 grader.

Derfor er der knastørt flere steder i landet. Efter en voldsom plantagebrand ved Billund fredag eftermiddag indfører Trekantområdets brandvæsen afbrændingsforbud i kommunerne Middelfart, Billund, Fredericia, Kolding, Vejen og Vejle.

Det betyder, at middelfartere ikke må optænde bål eller bruge grill i det fri uden fast, ubrændbart underlag eller brænde haveaffald.

Efterslukning natten over

Fredagens brand raserede hele eftermiddagen og noget af aftenen Randbøl Hede mellem Vejle og Billund. Lørdag morgen er branden stort set slukket, men efterslukningen vil fortsat vare flere timer.

- Der er et lille område i det nordvestlige hjørne, der stadig brænder, siger Mikkel Ross fra Sydøstjyllands Politi. 

Læs også Usædvanligt varmt majvejr fortsætter

Branden ved Billund har raseret et område på to gange fire kvadratkilometer. Foto: Michael Drost-Hansen

De omkring 100 brandfolk kan dog ikke pakke sammen lige med det samme.

- Efterslukningen kommer i hvert fald til at vare natten over, måske længere. Man skal sikre sig, at branden ikke blusser op igen, forklarer Mikkel Ross.

Sydøstjyllands Politi har evakueret enkelte landejendomme, som er placeret i vindretningen, men der er ikke sket skader på bygninger, og ingen personer er kommet til skade.

Ifølge Mikkel Ross har branden raseret et område på to gange fire kvadratkilometer. 

Læs også Efter 12 dage med sommervejr: Regn i weekenden

Alle lokale brandvæsner samt beredskabet fra Herning og Haderslev er sat ind i slukningsarbejdet.

Flere veje i området er lukket på grund af branden, og politiet opfordrer folk til at holde sig fra området, så redningsmandskabet kan komme frem.

De arealer, der er gået op i flammer, er dels privatejede, dels statslige.

Flere mindre naturbrande

Det er uvist, hvordan branden er opstået. Men det kan skyldes manglende omtanke, eksempelvis ved at en bilist har kastet et cigaretskod ud af vinduet.

Også Nordjylland har fredag været plaget af flere mindre naturbrande.

- Det hele er knastørt, og vi advarer kraftigt mod brug af åben ild. Man skal tænke sig om og sørge for at have slukningsgrej med, hvis man for eksempel vil grille, siger vagtchef Per Jørgensen, Nordjyllands Politi.

Afbrændingsforbudet gælder også i de sjællandske kommuner Vallensbæk, Høje-Taastrup, Ishøj, Greve, Solrød, Roskilde, Køge og Stevns. 

Læs også Fynsk pinsevarme: Campingfamilie overvejer at droppe ferie sydpå

Det er endnu uvist, hvordan branden i Billund startede. Foto: Michael Drost-Hansen