I det fynske folks tjeneste

Slut med at betale ekstra i natbussen

Når du køber kontantbillet i bussen om natten, skal du ikke længere betale 50 procent ekstra, oplyser Fynbus. 

Natten mellem lørdag den 31. august og søndag den 1. september er den sidste nat, hvor passagerer skal betale nattillæg på kontantbilletter og DSB-billetter i natbusserne. Foto: Pernille Gram

Efter 1. september skal du ikke længere betale et tillæg på 50 procent, når du køber kontantbillet i bussen. Det oplyser Fynbus, der ønsker at gøre billetsystemet mere enkelt.

- Mange møder bussen første gang, når de tager natbussen hjem, og det vil vi gerne gøre til så nem en oplevelse som muligt, siger direktør i  Fynbus Carsten Hyldborg i en pressemeddelelse.

Natten mellem lørdag den 31. august og søndag den 1. september er derfor den sidste nat, hvor passagerer skal betale nattillæg på kontantbilletter og DSB-billetter i natbusserne.

Nattillægget har indtil nu dækket Fynbus’ ekstra udgifter ved at køre natbusser samt den ekstra tid, det tager chaufførerne at sælge billetterne. 

Kraftigt fald i salget af natbilletter

Fynbus oplyser, at antallet af kunder, der køber nattillæg, har været kraftigt faldende, da de fleste passagerer kører på rejsekort eller køber billet i selskabets app. 

Med disse billettyper undgår passagererne tillægget. 

Læs også Ny busplan: Fynbus nedlægger flere afgange og natbusture

I januar 2019 nedlagde Fynbus en række natbusser. Der har derfor i løbet af året været færre natafgange på Fyn, da ruterne 151-153, 191, 195 og 930-932 blev nedlagt.