Slut med hundeslagsmål om annoncer i Odense

Politikens Lokalaviser og Jysk Fynske Medier bytter ugeaviser i bunkehandel.

Landet største mediekoncerner JyskFynske Medier og JP/Politikens Hus stopper slagsmålet om annoncemarkedet i bl.a. Odense og Århus.

Jysk Fynske Medier overtager Lokalavisen Odense fra Politiken Lokalaviser. 

Jysk Fynske Medier har længe været i direkte konkurrence på ugeavismarkedet i Odense, hvor Politikens Lokalaviser for et par år siden åbnede Lokalavisen Odense som direkte konkurrent til Jysk Fynske mediers Ugeavisen Odense. 

Det har gjort ondt på den jysk fynske mediegigant.

I Århus har Jysk Fynske Medier til gengæld solgt Århus Onsdag til Poltikens Lokalaviser.

De to titler er dog kun et par af de ugeaviser, som de to mediemastodonter nu sælger til hinanden. 

Jysk Fynske Medier køber konkurrentens titler i Kolding, Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Esbjerg, Varde og Odense. Byer hvor Jysk Fynske Medier i forvejen udgiver ugeaviser.

Samtidig sælger Jysk Fynske Medier syv ugeavistitler til Politikens Lokalaviser. Det drejer sig om Århus Onsdag, Ebeltoft Folketidende, Uge-Bladet Skanderborg, FavrskovAvisen, GrenaaBladet, Folkebladet Djursland og DjurslandPosten.

Det er dog ikke konkurrencen imellem de to mediehuse, der angives som årsag til handlen, men derimod, at de er under hårdt pres fra udenlandske konkurrenter som Google og Facebook.

- Derfor er det nødvendigt, at vi nu styrker os i vores kerneområder, så vi kan koncentrere os om at bekæmpe de virkelige konkurrenter. Denne handel er en afgørende forudsætning for, at vi fortsat kan leve op til vores publicistiske ambitioner om at spille en vigtig rolle for demokrati og sammenhængskraft i vores lokalområder med både ugeaviser, dagblade, nyhedssites og vores øvrige medier. Ambitioner vores konkurrenter ikke deler, siger Jysk Fynske Mediers administrerende direktør, Jesper Rosener.

Jysk Fynske Medier er ikke klar til at melde klart ud om, hvorvidt man lukker den tidligere konkurrents aviser i de områder, hvor koncernen nu ejer to ugeaviser - blandt andet i Odense.

- Det vil blive en samlet vurdering af økonomi og vores publicistiske ambitioner, der afgør, om vi skal beholde to ugeaviser i et område. Finder vi områder, hvor en eller begge vores ugeaviser giver underskud, vil vi reagere hurtigt, for at vores ugeavisdrift skal være rentabel, siger Jesper Rosener.
 
Jysk Fynske Medier har samtidig stiftet et selskab, der med Politikens Lokalaviser som minoritetsaktionær skal drive ugeaviser med udgangspunkt i syv byer, nemlig Odder, Fredericia, Vejle, Horsens, Hedensted, Juelsminde og Børkop.

 

Oversigt

    Oversigt