I det fynske folks tjeneste

Slut med omveje: Nu åbner ny tunnel ved universitetet

Cyklister og fodgængere får nemmere ved at cykle til og fra Syddansk Universitet og Campus Odense-området, når den nye tunnel åbner onsdag morgen.

Tunnelen forbinder cykelstierne på Campusvej, Rødegårdsvej og Niels Bohrs Allé. Foto: Kasper Nørgaard

Onsdag morgen åbner den nye tunnel, som skal føre cyklister og fodgængere under Niels Bohrs Allé ved Campusvej. Det skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse.

Tunnelen forbinder cykelstierne på Campusvej, Rødegårdsvej og Niels Bohrs Allé, så de bløde trafikanter kan komme til og fra SDU, Cortex Park, Videnbyen og det kommende OUH.

Samtidig med tunnelåbningen bliver den langsgående cykelsti på Niels Bohrs Allé også genåbnet.

Ikke flere omveje

De mange studerende, ansatte og besøgende, der hver dag cykler til SDU og Campus Odense-området, har været nødt til at bevæge sig ud på en alternativ rute for at komme på arbejde eller til undervisning i de seneste måneder. Men onsdag morgen er det slut.

- Der har gennem flere år været rigtig mange cyklister i krydset ved universitetet. Det har givet stor trængsel og ventetid. Jeg er glad for, at vi har fundet de økonomiske midler til stitunnelen, så vi kan sikre en bedre afvikling af både cykel- og biltrafikken i krydset. Det får vi stor glæde af - også når letbanen står færdig, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) i pressemeddelelsen.

Læs også Tunnelarbejde ødelægger eksamenslæsning: Vi beklager

23-årige journaliststuderende Julie Schuster Lapp cykler hver dag til og fra Syddansk Universitet, og hun glæder sig:

- Jeg glæder mig rigtigt meget, til den nye tunnel åbner. Det bliver nemmere at komme til og fra universitetet. I stedet for at skulle hele vejen bag om uni, kan jeg nu køre direkte igennem ovre ved "Bilka krydset". Jeg kommer til at spare tid, som betyder en hel del på en travl morgen. Jeg forventer også, cykeltrafikken bliver mindre kaotisk med den nye tunnel, siger hun i pressemeddelelsen.

Stitunnelen er finansieret af kommunen som et tilkøb til letbaneprojektet.

Bagerposer til de morgenfriske

Jane Jegind står onsdag morgen sammen med Cyklisternes By og Odense Letbane på Campusvej for at sige tak til de forbipasserende cyklister. Med sig har de 1.000 bagerposer, som de vil dele ud. Det kommer til at foregå fra klokken 7 til klokken 9 lige ved Cortex Park Vest.