I det fynske folks tjeneste

Slut med p-bøder ved OUH

Forholdene vil være markant anderledes, når patienter og pårørende fra 1. november parkerer ved Odense Universitetshospital.

Forholdene vil være markant anderledes, når patienter og pårørende fra 1. november parkerer ved Odense Universitetshospital.

I stedet for parkeringsvagter vil man møde parkeringsguider, og de store parkeringsbøder, der tidligere har skabt stor vrede hos besøgende, vil være udskiftet med mindre gebyrer. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Desuden vil brugervenligheden være meget bedre. Det sker som konsekvens af, at OUH efter en udbudsrunde har valgt et nyt parkeringsselskab. Apcoa Parking, tidligere Europark, overtager efter Parkeringsgruppen.

Det nye selskab skal leve op til flere nye kriterier, forklarer OUH-direktør Peter Fosgrau, der er ansvarlig for parkeringen ved sygehuset.

- Vi vil gerne have, at systemet er så venligt mod patienter og besøgende som muligt. Derfor har vi skærpet kravene til den del af opgaven, siger han.

Et venligere udtryk, kalder Peter Fosgrau de forhold, som folk skal møde, når de ankommer i bil til OUH. Med det menes der, at det skal være lettere at finde en ledig parkeringsplads ved hjælp af elektronisk skiltning.

Ingen bøder

Desuden bliver parkeringsselskabets folk på stedet ikke vagter, men guider, der i højere grad skal bruge tid på at hjælpe folk end at straffe dem.

- Vi regner faktisk ikke med, at der skal uddeles bøder, siger Peter Fosgrau.

Man kan dog risikere at få en bøde, hvis man holder ulovligt på eksempelvis en brandvej. Men hvis der er tale om, at man holder på en lovlig parkeringsplads uden at have betalt, vil man blot blive afkrævet betaling for den tid, man har parkeret, samt et gebyr. Men det er langt fra det beløb, som en parkeringsbøde udgør i dag på 500-600 kroner. I stedet svarer gebyret til det arbejde, det kræver at finde frem til ejeren af bilen: Cirka 80-90 kroner.

Big Brother holde øje

Det hele kan lade sig gøre, fordi kameraer overvåger parkeringspladserne og registrerer, når en bil kører ind eller ud. På den måde kan patienter også registrere deres bil hjemmefra og således undgå at bruge tid på at indregistrere sig ved automaterne på parkeringspladserne.Pårørende og andre gæster vil dog fortsat skulle betale ved automaterne.

Trods massiv kritik af parkeringssystemet ved OUH mener Peter Fosgrau, at det har fungeret efter den aftale, der har været indtil nu.

- Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi synes, der blev uddelt for mange bøder. Det smitter jo af på humøret, når patienter og pårørende kommer ind på sygehuset, siger han.

Ved du noget? Så send os et tip