Slut med social aktivering i Odense

De mest udstødte sociale grupper i Odense mister til næste år tilbuddet om social aktivering i deres hverdag. Et nyt lovgrundlag tvinger Odense Kommune til at afvikle det populære tilbud, der fortrinsvis retter sig mod misbrugere, psykisk syge og andre udstødte.

-

De mest udstødte sociale grupper i Odense mister til næste år tilbuddet om social aktivering i deres hverdag. Et nyt lovgrundlag tvinger Odense Kommune til at afvikle det populære tilbud, der fortrinsvis retter sig mod misbrugere, psykisk syge og andre udstødte.

Odense Kommune har hidtil haft omkring 100 pladser, hvor socialt udstødte blev tilbudt social aktivering med fx genbrugsarbejde og renovering af legetøj. Formålet med denne aktivering har været at tilbyde de udstødte et indhold i hverdagen, og projektet har ikke haft til formål at få deltagerne tilbage på arbejdsmarkedet.

Må gå hjemme
Og det er netop problemet. For ifølge en ny lovgivning må kommunerne ikke længere tilbyde social aktivering, hvis ikke aktiveringen er målrettet direkte mod at få deltagerne tilbage på arbejdsmarkedet. Og denne gruppe mennesker har ingen udsigt til at kunne klare sig på arbejdsmarkedet. Derfor besluttede Kultur- og Socialudvalget i Odense Kommune tirsdag at stoppe den sociale aktivering fra årsskiftet.

\"Det betyder at nogle vil være tvunget til at gå hjemme eller hænge på bænken i stedet for at få det daglige sociale sammenhold i aktiveringen\", siger Morten Heilskov, der er administrationschef i Odense Kommune.

Bevarer kontanthjælp
Odense Kommune arbejder dog på højtryk for at stable et alternativ tilbud på benene til denne gruppe mennesker. Men indtil kommunen kan tilbyde aktivering til de mest belastede grupper under en anden lovgivning, kan kommunen kun tilbyde ophold på væresteder og i netværksgrupper til en del af gruppen.

Deltagerne bevarer dog deres kontanthjælp selvom kommunen ikke længere kan tilbyde social aktivering. 

Oversigt

    Oversigt