Slut med søskenderabat i privatskoler

En familie med flere børn i en privatskole skal fremover betale op til et par tusinde kroner ekstra for SFO?en. Odense Kommmune må ikke længere udbetale søskenderabat til fri- og privatskoler.

- Vores jurister har gransket lovgivningen, og den siger klart, at vi ikke må udbetale penge til søskenderabatter til elever i fri- og privatskoler, siger Børn- og ungerådmand, Stina Willumsen(SF).

De nye regler kommer til at ramme mange hundrede famlier i Odenses 14 fri- og efterskoler.

- Det vil betyde, at mange elever vil være tvungen til at skifte skole. Man rammer familier med færrest penge, siger skoleleder Poul Knudsen fra Marie Jørgensens Privatskole.

Stadig fripladser

I følge Poul Knudsen vil en famlie med to børn i en SFO på en privatskole skulle betale mellem 500 og 1000 kroner ekstra om måneden. For en familie med tre børn vil ekstraudgiften løbe op i 1500-2000 kroner.

- Det er urimeligt, at elever i fri- og privatskoler skal stilles anderledes end børn i folkeskolen. Det kommer til at gå ud over det frie skolevalg, lyder det fra Poul Knudsen.

Men rådmanden mener ikke, at kommunen har noget valg.

- Vi har undersøgt om tiskuddet kan udbetales på en anden måde, så pengene ikke går direkte til forældrene, men det kan vi heller ikke, siger Stina Willumsen.

Men den tror Poul Knudsen ikke på.

- Kommunen kan godt udbetale tilskuddet hvis de vil. Loven siger bare, at man ikke må udbetale direkte, siger Poul Knudsen.

Odense Kommune har udbetalt søskenderabat til elever i fri- og efterskoler siden 1990, og hvorfor kommunen først nu har fundet ud af, at det er ulovligt, kan rådmanden ikke svare på.

Når ordningen med søskenderabatter til børn i private SFO?er stopper, vil det spare komunen for 1.6 millioner kroner i år og 2,5 millioner til næste år.

Fripladstilskuddet til fri- og efterskolerne bliver ikke berørt af ændringen, som politikerne i Børn- og Ungeudvalget skal tage stilling til tirsdag.

Oversigt

    Oversigt