I det fynske folks tjeneste

Slut med sprut til en ti'er

Odenses natteliv skal være attraktiv med fest og farver, men det må ikke opfordre til sanseløs druk blandt de unge. Derfor vil byens bevillingsnævn skærpe reglerne for alkoholbevillingerne.

Sprut til en ti'er skal være fortid i Odense.

Det er blandet andet den aggressive markedsføring på uddannelsesinstitutionerne, som bør stoppes, og alkohol til 10 kroner bør heller ikke være tilladt, mener bevillingsformanden, Vivi Kier (Kons.)
- Det vil jeg gerne til livs, for det skaber ikke et godt natteliv. Vi prøver at skærpe ved at sige, at når man får en alkoholbevilling, forpligter man sig til ikke at lave aggressiv markedsføring, siger hun.

Australian Bar i Odense har altid haft den såkaldte 10-kroners bar om torsdagen, hvor al spiritus koster en 10'er. Det er ikke aggressiv og uansvarlig markedsføring, mener barens direktør:
- Vores erfaring er, at den form for bar typisk tiltrækker de universitetsstuderende og teknikumstuderende, der er ældre og mere modne, og som derfor ved, hvad de kan klare, siger direktøren, Jesper Serup.

Han tilføjer dog, at han i årevis har vidst, at ti kroners-baren ikke vil være lovlig for evigt.