Slut med venteliste til heroinbehandling

Narkomaner, der ønsker at komme i lægeordineret heroinbehandling, slipper snart for at stå på venteliste i månedsvis. Ny bevilling giver flere pladser på fynsk heroinklinik.

91 narkomaner er i øjeblikket i behandling med heroin på klinikken i Odense. Men behovet er væsentligt større og klinikken har konstant 10-15 narkomaner på venteliste. 

Så sent som i juni fik Heroinklinikken afslag på et ønske fra Beskæftigelse- og Socialudvalget om en ekstra bevilling for at udrydde ventelisten. 

Men fredag meddeler Sundheds- og Ældreministeriet, at der er fundet flere penge til heroinbehandlingen i Odense. I alt får Heroinklinikken i Odense tildelt yderligere 337.000 kroner i år.

- Vi har lige nu 14 på venteliste, og med den nye bevilling burde vi kunne fjerne den akutte venteliste. Men om flere narkomaner ønsker behandling, når det rygtes, at vi får flere pladser, ved jeg ikke, siger Anette Nancke, der er leder af Heroinklinikken i Odense. 

Meldingen om ekstrabevillingen glæder den ansvarlige rådmand.

- Det er dejligt, at ministeriet har lyttet til vores bøn, og vi nu kan hjælpe endnu flere brugere henimod en normaliseret hverdag, siger rådmand i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, Steen Møller (K). 

Behandlingen af narkomaner med heroin har vist gode resultater. Brugernes liv bliver forbedret, og de kommer ud af det kriminelle miljø. 

- Det øger simpelthen livskvaliteten, og samtidig kan Heroinklinikken også være et skridt på vejen til at forlade misbruget helt. Så det er en rigtig god besked, vi har fået fra ministeriet i dag, siger rådmanden. 

Heroinklinikken indkøber selv heroin til behandlingen hos en godkendt leverandør og får disse udgifter refunderet. Den nye bevilling skal derfor gå til driften og personaleudgifter.

Oversigt

    Oversigt