Små motorcykler skal væk fra vejene

De er små og hurtige. Ulovlige på offentlig vej. Og så er de vel nok årets største dille. Pocketbikes. Men både politi og pocketkørere vil have dem væk fra vejene

-

De er små og hurtige. Ulovlige på offentlig vej. Og så er de vel nok årets største dille. Pocketbikes. Men både politi og pocketkørere vil have dem væk fra vejene.

De små motorcykler stammer oprindeligt fra Italien, og de var allerede populærer i 70?erne i Italien og Japan. Mange store motorsportsstjerner har endda startet deres karriere på de små tohjulede.  

- Det er superfedt. Med den gearing jeg har, kan den køre 70 km/t. Det er lidt ligesom at være i Tivoli, forklarer 14-årige Rasmus Andersen fra Brændekilde. Han har kørt Pocketbike i ca. et år.     

Lave produktionsvilkår, i blandt andet Kina, har medført, at de små cykler i dag kan fås fra 1000 kroner og op efter. Det har været medvirkende til deres stigende popularitet.   

Væk fra vejene
De er ulovlige på offentlig vej, og politiet slår hårdt ned på dem, der bevæger sig ud i trafikken på en pocketbike. Cyklen konfiskeres, og der følger en bøde på 5000 kroner. På nuværende tidspunkt overvejer politiet også, om det skal medføre en frakendelse af kørekortet, hvis en voksen bliver taget i trafikken på en pocketbike.  

Fakta om Pocketbike

En Pocketbike er en lille ( ca.1 m. lang og 60 cm. høj ) motorcykel uden affjedring, som oftes med en 40cc. to-taktsmotor med en effekt mellem 3 og 12 hk. Den har kun et gear og centrifugal kobling samt skivebremser for og bag.

Pocketbike køres på go-cart baner, indendørs om vinteren og udendørs når vejret tillader det. En pocketbike kan køre op til 100 km/t alt afhængig af banen.

I Danmark køres der i forskellige klasser som opdeles efter alder og vægt.Det er en sport for unge og gamle og man kan køre under klub og på bane fra man er 5 år til man er 55 år.

Kilde: Pocketbike Klub Fyn

-  De er livsfarlige, og vi vil have dem væk fra vejene, forklarer Ebbe Kroggaard, vicepolitimester, Odense Politi. 

Men den hårde praksis har ikke afhjulpet problemet endnu. Hver uge bliver masser af pocketbikes konfiskeret landet over.

- Vi har pt. en 6-7 stykker stående i Odense. Der er for mange af dem, og vi fanger jo ikke dem alle sammen, forklarer Ebbe Kroggaard

Kør lovligt
Men, det kan lade sig gøre at køre lovligt på de små cykler. Flere klubber har etableret sig rundt om i landet. Og med sikkerheden i førersædet kan det på lovlig vis lade sig gøre at ræse af sted på de små motorcykler.  


- Vi vil gerne medvirke til at få dem væk fra vejene. Det er meget bedre de kommer ind og kører hos os, hvor der er sikkerhedsudstyr og forsikring, siger Jimmi Larsen, formand for Pocketbike Klub Fyn.

 

Oversigt

    Oversigt